Brudgommen svarer sin Brud og indbyder sine Venner

Verse 1

Jeg er kommen, min Søster, o Brud! i min Have, jeg haver afbrudt min Myrrha med min kostelige Urt, jeg haver ædet min Honningkage med min Honning, jeg haver drukket min Viin med min Melk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I Elskelige!

Bruden beklager sin Forsømmelighed og fortæller om sin søgen efter Brudgommen

Verse 2

Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.

Verse 3

Jeg haver afført mig (siger hun) min Kjortel, hvorledes skal jeg iføre mig den (igjen)? jeg haver toet mine Fødder, hvorledes skulde jeg gjøre dem skidne (igjen)?

Verse 4

Min Kjæreste stak sin Haand igjennem Hullet, og mine Indvolde bevægedes for hans Skyld.

Verse 5

Da stod jeg op at lade op for min Kjæreste, og mine Hænder dryppede af Myrrha, og mine Fingre af Myrrha, som løb over paa Haandfangene paa Laasen.

Verse 6

Jeg, jeg lod op for min Kjæreste, men min Kjæreste havde vendt sig bort, han var gaaen forbi; (da) udgik min Sjæl ved det, han havde talet, jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte ad ham, men han svarede mig ikke.

Verse 7

Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.

Bruden taler med Jerusalems Døttre og berømmer Brudgommens Deilighed

Verse 8

Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! om I finde min Kjæreste, hvad skulle I forkynde ham? —at jeg er syg af Kjærlighed.

Verse 9

Hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, du deiligste iblandt Qvinderne! hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, at du haver saa besvoret os?

Verse 10

Min Kjæreste er hvid og rød, som bærer Banner frem for ti Tusinde.

Verse 11

Hans Hoved er (som) det (kostelige) Guld, (som) det (fine) Guld; hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen.

Verse 12

Hans Øine ere som Duers (Øine) ved Vandbække, toede med Melk, siddende (smukt) i (deres Huller), som de opfylde.

Verse 13

Hans Kinder ere som (kostelige) Urters Bed, som Urtekoste; hans Læber ere som Lilier, der dryppe med flydende Myrrha.

Verse 14

Hans Hænder ere (som) Guldringe, fyldte med Turkous; hans Bug er (som) skinnende Elfenbeen, bedækket med Saphirer.

Verse 15

Hans Laar ere (som) Marmorstøtter, grundfæstede paa Fødder af det (fine) Guld; hans Skikkelse er som Libanons, udvalgt som Cedertræernes.

Verse 16

Hans Gane er aldeles sød, og han er heel ønskelig; denne er min Kjæreste, og denne er min Ven, I Jerusalems Døttre!