Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.

Min Kjæreste er nedgangen i sin Have til (kostelige) Urtebede, at føde (Hjorden) i Haverne og at sanke Lilier.

Jeg er min Kjærestes, og min Kjæreste er min, som føder (Hjorden) iblandt Lilierne.

Du, min Veninde! er skjøn som Thirza, liflig som Jerusalem, forfærdelig som de, der ere under Bannere.

Vend dine Øine om fra mig, thi de, de gjøre mig heftig; dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gilead.

Dine Tænder ere som en Faarehjords, der kommer fra Svømmestedet, de, som føde allesammen Tvillinger, og der er intet ufrugtbart iblandt dem.

Dine Kinder ere som et Stykke af Granatæble imellem dine Lokker.

Der ere tredsindstyve Dronninger og fiirsindstyve Medhustruer og utallige Jomfruer;

(men) een er min Due, min Fuldkomne, hun er sin Moders Eneste, hun er reen for den, som hende fødte; (naar) Døttre see hende, (da) skulle de prise hende salig, (ja) Dronninger og Medhustruer skulle og rose hende.

Hvo er denne, som seer ud som Morgenrøden, deilig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig som de, der ere under Bannere?

Jeg er nedgangen i Nøddehaven at see paa Grøden i Dalen, at see, om Viintræet haver blomstret, om Granattræet blomstrer.

Førend jeg vidste det, satte mig min Sjæl paa mit frivillige Folks Vogne.

Vend om, vend om, o Sulamith! vend om, vend om, at vi maae see paa dig; hvad ville I see paa Sulamith? hun er som en Dands i Mahanaim.