Hvor deilige ere dine Gange i Skoene, du Fyrstedatter! dine Lænders Hofter ere som Kjæder, (der ere) en Kunstners Hænders Gjerning.

Din Navle er som et trindt Bæger, der ikke fattes Drik; din Bug er (ligesom) en Hvedehob, omgiven med Lilier.

Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger.

Din Hals er som et Elfenbeens Taarn, dine Øine ere ligesom de Fiskevande i Hesbon ved Betth-Rabbims Port, din Næse er (ligesom) et Taarn paa Libanon, som seer imod Damascus.

Dit Hoved paa dig er som Carmel, og Flettelsen paa dit Hoved er som Purpur; Kongen er bunden i Lokkerne.

Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!

Denne din Høide er lig et Palmetræ, og dine Bryster Viinklaserne.

Jeg sagde: Jeg vil opstige paa Palmetræet, jeg vil tage fat paa dets Grene, og dine Bryster skulle være som Viinklaser paa Viintræet, og din Næses Lugt som Æbler,

og din Gane som den gode Viin, som gaaer retteligen til min Kjæreste, som kommer de sovende Læber til at tale.

Jeg er min Kjærestes, og hans Attraa er til mig.

Kom, min Kjæreste! lad os gaae ud paa Marken, lad os blive Natten over i Byerne.

Lad os staae aarle op til Viingaardene, lad os see, om Viintræerne blomstre, om de (smaae) Druer ere udsprungne, (og) om Granattræerne blomstre; der vil jeg give dig min (megen) Kjærlighed.

Dudaim give Lugt, og der ere allehaande kostelige (Frugter) for vore Døre, (baade) nye og gamle; o min Kjæreste! jeg haver gjemt (dem) til dig.