Gid du var min Broder, som diede min Moders Bryst! (gid) jeg maatte finde dig paa Gaden! (da) skulde jeg kysse dig, og de skulde ikke foragte mig.

Jeg vilde lede dig, jeg vilde føre dig til min Moders Huus, du skal oplære mig; jeg vil give dig at drikke af krydret Viin, af mit Granatæbles Most.

Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!

Jeg haver besvoret eder, I Jerusalems Døttre! hvi vilde I opvække, og hvi vilde I komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil)?

Hvo er hun, som opfarer af Ørken og hælder sig til sin Kjæreste? Jeg opvakte dig under Æbletræet, der undfangede din Moder dig, der undfangede hun, som fødte dig.

Sæt mig som et Indsegl paa dit Hjerte, som et Indsegl paa din Arm, thi Kjærlighed er stærk som Døden, Nidkjærhed er haard som Helvede; dens Gløder ere gloende Gløder, Herrens Lue.

Mange Vande kunne ikke slukke Kjærligheden, ei heller Strømme overskylle den; om Nogen vilde give alt sit Huses Gods for Kjærlighed, man skulde dog aldeles foragte ham.

Vi have en liden Søster, og hun haver ikke Bryster; hvad skulle vi gjøre ved vor Søster paa den Dag, man skal tale for hende?

Dersom hun er en Muur, (da ville) vi bygge et Palads af Sølv paa hende, og dersom hun er en Dør, (da ville) vi indfatte den med Cederfjæle.

Jeg er en Muur, og mine Bryster ere ligesom Taarne; da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred.

Salomo havde en Viingaard i Baal-Hamon; han gav Vogterne Viingaarden, (at) hver (af dem) skulde føre (ham) for dens Frugt tusinde (Sekel) Sølv.

Min Viingaard, som hører mig til, er for mit Ansigt; dig, Salomo, (tilkommer) tusinde, men dem, som vogte dens Frugt, to hundrede.

O du, som boer i Haverne! Medbrødre agte paa din Røst, lad mig høre (den).

Fly (du), min Kjæreste! og vær du lig en Raa eller en ung Hind paa (kostelige) Urters Bjerge.