1 Men han kom til Derbe og Lystra; og see, der var en Discipel, ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans Fader var en Græker;

2 han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium.

3 Denne vilde Paulus skulde drage ud med ham; og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker.

4 Men som de droge igjennem Stæderne, overantvordede de dem de Befalinger at holde, som vare besluttede af Apostlerne og de Ældste i Jerusalem.

5 Saa bleve da Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag.

6 Men der de vare dragne igjennem Phrygien og det Land Galatia, og det blev dem forbudet af den Hellig-Aand at tale Ordet i Asia,

7 kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedede dem det ikke.

8 De droge da forbi Mysien og kom Ned til Troas.

9 Og et Syn blev seet af Paulus om Natten: Der stod en Mand fra Macedonien, som bad ham og sagde: Kom over til Macedonien og hjælp os.

10 Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.

11 Vi fore da ud fra Troas og seilede lige til Samothrace, og den anden Dag til Neapolis,

12 og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Macedonien og beboet af Romere; men vi opholdt os nogle Dage i denne Stad.

13 Og paa Sabbatsdagen gik vi ud udenfor Staden, ved en Flod, hvor der pleiede at holdes Bøn; og vi satte os og talede til de Qvinder, som kom sammen.

14 Og en Qvinde, ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatira, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren, saa at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.

15 Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: Dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.

16 Men det skede, der vi gik til det Sted, hvor der holdtes Bøn, at en Pige mødte os, som havde en Spaadoms-Aand, og som forskaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.

17 Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.

18 Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus harmedes derover, og han vendte sig og sagde til Aanden: Jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende; og den foer ud i den samme Stund.

19 Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.

20 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;

21 og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller udøve, efterdi vi ere Romere.

22 Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.

23 Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.

24 Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

25 Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

26 Men der skede pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvolde bevægedes; og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.

27 Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.

28 Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.

29 Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.

30 Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?

31 Men de sagde: Tro paa den Herre Jesum Christum, saa skal du vorde salig, (du) og dit Huus.

32 Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Huus.

33 Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv blev strax døbt og alle hans.

34 Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem og var glad med alt sit Huus, idet han troede paa Gud.

35 Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.

36 Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.

37 Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.

38 Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.

39 Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.

40 Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, trøstede de dem og droge ud.