1 Men det skede, der Apollos var i Corinth, at Paulus vandrede omkring i de øverste Dele (af Landet) og kom til Ephesus.

2 Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: Fik I den Hellig-Aand, da I bleve troende? Men de sagde til ham: Vi have ikke engang hørt, om der er en Hellig-Aand.

3 Og han sagde til dem: Med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: Med Johannis Daab.

4 Men Paulus sagde: Johannes døbte med Omvendelses Daab, idet han sagde til Folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er paa Christum Jesum.

5 Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.

6 Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, kom den Hellig-Aand over dem, og de talede med (fremmede) Tungemaal og propheterede.

7 Men de Mænd vare i Alt henved tolv.

8 Men han gik ind i Synagogen og prædikede frimodigen i tre Maaneder, talede med dem og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.

9 Og der Nogle vare forhærdede og vantroe, og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem, og talede dagligen i en Mands Skole, (som hedte) Tyrannus.

10 Men dette skede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord.

11 Og Gud gjorde ikke ringe kraftige Gjerninger ved Pauli Hænder,

12 saa at der endog bleve bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene vege fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.

13 Men nogle af de omløbende Jøder, der vare Besværgere, dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, og sagde: Vi besværge eder ved Jesum, hvilken Paulus prædiker.

14 Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeva, en jødisk Ypperstepræst.

15 Men den onde Aand svarede og sagde: Jesum kjender jeg, og Paulum veed jeg af; men I, hvo ere I?

16 Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem, og fik Magt over dem og overvældede dem, saa at de undflyede nøgne og saarede af samme Huus.

17 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.

18 Der kom og Mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger.

19 Men Mange, som havde befattet sig med ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrændte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd.

20 Saa kraftigen voxte Herrens Ord og fik Magt.

21 Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaja og at drage til Jerusalem, og sagde: Efterat jeg haver været der, bør det mig og at see Rom.

22 Men han sendte To af dem, som gik ham tilhaande, Timotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asien.

23 Men paa den samme Tid skede et ikke lidet Opløb i Anledning af Læren.

24 Thi en Guldsmed, ved Navn Demetrius, gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Vinding.

25 Disse samlede han sammen tillige med de Andre, som derved havde Arbeide, og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Velstand af denne Fortjeneste.

26 Og I see og høre, at denne Paulus ikke alene i Ephesus, men næsten i det ganske Asien haver ved sin Overtalelse afvendt en stor Mængde, idet han siger, at de ere ikke Guder, de, som gjøres med Hænder.

27 Men der er ikke aleneste Fare for, at denne vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal holdes for Intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asien og Jorderige dyrker, skal omstyrtes.

28 Men der de hørte dette og vare blevne fulde af Vrede, raabte de og sagde: Stor er de Ephesers Diana!

29 Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring; og de stormede samdrægtigen til Skuepladsen og reve med sig Macedonierne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.

30 Men der Paulus vilde gaae frem til Folket, tilstedede Disciplene ham det ikke.

31 Men nogle af de Øverste i Asien, som vare hans Venner, sendte til ham, for at formane ham, at han ikke skulde begive sig hen paa Skuepladsen.

32 Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvilken Aarsag de vare komne tilsammen.

33 Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.

34 Men der de fik at vide, at han var en Jøde, opstod et eenstemmigt Skrig af Alle, idet de raabte henved to Timer: Stor er de Ephesers Diana!

35 Men der Cantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er den store Gudinde Dianas og det himmelfaldne (Billedes) Tempelvogterske?

36 Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det eder at være stille og Intet handle fremfusende.

37 Thi I have ført disse Mennesker hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet eders Gudinde.

38 Dersom Demetrius og de Kunstnere, som ere med ham, have Sag mod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lad dem indkalde hverandre for Retten.

39 Men have I Noget angaaende andre Ting at forlange, maa det i en lovlig Forsamling afgjøres.

40 Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.