1 Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, tog Afsked og drog ud for at reise til Macedonien.

2 Og der han var dragen igjennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

3 Og der han havde tøvet der tre Maaneder, og Jøderne lurede paa ham, da han vilde fare til Syrien, blev han tilsinds at vende tilbage igjennem Macedonien.

4 Da drog med ham indtil Asien Sopater fra Beroea, men af Thessalonikerne Aristarchus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Asiaterne Tychicus og Trophimus.

5 Disse gik forud og biede efter os i Troas.

6 Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippi og kom til dem inden fem Dage til Troas, hvor vi opholdt os syv Dage.

7 Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.

8 Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.

9 Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.

10 Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.

11 Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.

12 Men de bragte det unge Menneske levende (op) og vare ikke lidet trøstede.

13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.

14 Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mitylene.

15 Og da vi vare seilede derfra, kom vi den anden Dag lige over for Chius; men den følgende Dag lagde vi til Samus og bleve over i Trogillium, og kom Dagen derpaa til Miletus.

16 Thi Paulus havde besluttet at seile Ephesus forbi, at han ikke skulde komme til at opholdes i Asien; thi han hastede, for at være i Jerusalem paa Pintsedagen, om det var ham muligt.

17 Men han sendte fra Miletus til Ephesus og lod kalde til sig Menighedens Ældste.

18 Men der de kom til ham, sagde han til dem: Fra den første Dag af, jeg kom til Asien, vide I, hvorledes jeg haver været hos eder den ganske Tid igjennem,

19 at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;

20 hvorledes jeg Intet haver forholdt af det, som er nyttigt, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offentligen og i Husene,

21 idet jeg vidnede baade for Jøder og Græker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesum Christum.

22 Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;

23 uden at den Hellig-Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie efter mig.

24 Men jeg agter Intet, holder og ikke selv mit Liv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesu, at vidne om Guds Naades Evangelium.

25 Og nu see, jeg veed, at I ikke skulle mere see mit Ansigt, I alle, iblandt hvilke jeg haver vandret omkring og prædiket Guds Rige.

26 Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod.

27 Thi jeg haver ikke undladt, at jeg jo forkyndte eder alt Guds Raad.

28 Saa giver da Agt paa eder selv og paa den ganske Hjord, i hvilken den Hellig-Aand satte eder som Opsynsmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.

29 Thi jeg veed dette, at der skal komme svare Ulve ind iblandt eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden;

30 og af eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.

31 Derfor vaager og kommer ihu, at jeg haver ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde Enhver af eder med Taarer.

32 Og nu, Brødre, befaler jeg eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt til at opbygge eder og at give eder Arv iblandt alle de Helligede.

33 Jeg haver ikke begjæret Nogens Sølv eller Guld eller Klædebon;

34 men I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Nødtørftigheder og for dem, som ere med mig.

35 Jeg viste eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Skrøbelige til Hjælp, og at komme den Herres Jesu Ord ihu, at han selv haver sagt: Saligt er det heller at give end at tage.

36 Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

37 Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.

38 Og meest smertede dem det Ord, han sagde, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.