1 Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare farne bort, seilede vi lige til Cos, men den anden Dag til Rhodus, og derfra til Patara.

2 Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae over til Phoenicien, traadte vi derudi og fore bort.

3 Men der vi fik Cypern i Sigte og havde ladet den paa venstre Haand, seilede vi til Syrien og løb ind til Tyrus; thi Skibet skulde der losse Ladningen.

4 Og der vi fandt Disciple, bleve vi der i syv Dage; disse sagde ved Aanden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

5 Men der vi havde fuldendt de Dage, droge vi ud og gave os paa Reisen, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade.

6 Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi ind i Skibet; men de vendte tilbage til deres eget (Hjem).

7 Men vi fuldendte Seiladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene og bleve een Dag hos dem.

8 Anden Dagen drog Paulus og vi med ham ud og kom til Cæsarea; og vi gik ind i Evangelisten Philippi Huus, — som var af de Syv, — og bleve hos ham.

9 Men denne havde fire Døttre, som vare Jomfruer og propheterede.

10 Men der vi bleve der flere Dage, kom en Prophet ned fra Judæa, ved Navn Agabus.

11 Og han kom til os, og tog Pauli Bælte og bandt sine egne Hænder og Fødder, og sagde: Saa siger den Hellig-Aand: Den Mand, som dette Bælte tilhører, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overantvorde ham i Hedningernes Hænder.

12 Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

13 Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!

15 Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem.

16 Men der reiste ogsaa med os nogle af Disciplene fra Cæsarea, som bragte (med sig) Mnason af Cypern, en gammel Discipel, hos hvilken vi skulde have Herberge.

17 Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde.

18 Men den, anden Dag gik Paulus med os til Jakobus, og alle de Ældste kom derhen.

19 Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.

20 Men der de det hørte, prisede de Herren; og de sagde til ham: Broder, du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven.

21 Men de have hørt sige om dig, at du lærer alle Jøder, som ere iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger, at de ikke skulle omskjære Børnene, ei heller vandre efter Skikkene.

22 Hvad er da (at gjøre)? Mængden bør endelig komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.

23 Gjør derfor dette, som vi sige dig: Der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig;

24 tag dem til dig og lad dig rense med dem, og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet; saa skulle Alle vide, at hvad de have hørt sige om dig, er der Intet om, men at du og selv vandrer saa, at du holder Loven.

25 Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt Skrivelse og besluttet, at de skulle intet Saadant iagttage, uden at vogte sig for Afguders Offer og Blod og det Qvalte og Horeri.

26 Da tog Paulus Mændene til sig og lod sig den anden Dag rense tilligemed dem, og gik ind i Templet og gav tilkjende, at Renselsens Dage skulde fuldkommes, indtil Offeret var blevet offret for Enhver af dem.

27 Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,

28 og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.

29 — Thi de havde tilforn seet Trophimus, den Epheser, i Staden med ham, og ham meente de, at Paulus havde ført ind i Templet. —

30 Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.

31 Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.

32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.

33 Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.

34 Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet Vist kunde erfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen.

35 Men der han kom til Trapperne, skede det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Mængdens Vold;

36 thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Tag ham bort!

37 Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til den øverste Høvedsmand: Er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: Forstaaer du Græsk?

38 Mon du ikke være den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire tusinde Mordere ud i Ørkenen?

39 Men Paulus sagde: Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.

40 Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde: