Brevets Forfatter vil dog skride frem til det Fuldkomnere
Derfor lader os forbigaae Begyndelses-Læren om Christo og skride frem til det Fuldkomnere, saa at vi ikke atter lægge Grundvold angaaende Omvendelse fra døde Gjerninger og Tro paa Gud,
(og) Læren om Daab og Haandspaalæggelse og Dødes Opstandelse og en evig Dom.
Og dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder.
Thi de, som synde modvilligen og falde fra, maae vente sig Forbandelsen
Thi det er umuligt, at de, som een gang ere blevne oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig-Aand,
og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,
da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.
Thi Jorden, som drikker Regnen, der ofte falder paa den, og bærer Væxter, tjenlige for dem, af hvilke den dyrkes, faaer Velsignelse af Gud;
men den, som bærer Torne og Tidsler, er ubrugbar og Forbandelsen nær, og Enden med den er at brændes.
Dog har han bedre Mening om de Ebræer, da de tilforn have forholdt sig saa vel
Dog i Henseende til eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi og saaledes tale.
Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.
Han formaner dem til Bestandighed i Tro og Taalmodighed, at de med Abraham kunne blive deelagtige i Guds Forjættelser, som ere uforanderlige og skjenkes i Christo, vor Ypperstepræst
Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
Thi Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfestelse.
Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flye hen at holde fast ved det (os) foresatte Haab,
hvilket vi have som Sjælens trygge og faste Anker, og hvilket gaaer indenfor Forhænget,
hvor Jesus, (vor) Forløber, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er blev en en Ypperstepræst til evig Tid.