Thi denne Melchisedek, Konge i Salem, den høieste Guds Præst, som gik Abraham imøde, der han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og som velsignede ham,

hvem ogsaa Abraham gav Tiende af Alt, han er først, naar (hans Navn) udlægges, Retfærdigheds Konge, dernest ogsaa Salems Konge, det er, Freds Konge,

(han er) uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, haver hverken Dages Begyndelse eller Livs Ende, men lignet med Guds Søn bliver han Præst for stedse.

Betragter dog, hvor stor denne er, hvem Patriarchen Abraham endog gav Tiende af Byttet.

Og de af Levi Børn, som annamme Præstedømmet, have vel Befaling at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, alligevel disse ere udkomne af Abrahams Lænd;

men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.

Men uden al Modsigelse velsignes den Ringere af den Ypperligere.

Og her tage dødelige Mennesker Tiende, men der den, om hvem der vidnes, at han lever.

Og, at jeg saa skal sige, endog Levi, som tager Tiende, haver ved Abraham givet Tiende;

thi han var endnu i Faderens Lænd, der Melchisedek gik denne imøde.

Hvis der altsaa var Fuldkommenhed (at opnaae) ved det levitiske Præstedømme, — thi til dette var Folket lovbundet — hvi gjordes det da ydermere behov, at en anden Præst skulde opstaae efter Melchisedeks Viis og ikke benævnes efter Arons Viis?

Thi naar Præstedømmet omskiftes, skeer og nødvendigen en Omskiftelse af Loven.

Thi han, om hvem dette siges, hørte til en anden Stamme, af hvilken Ingen haver taget vare paa Alteret.

Thi det er vitterligt, at vor Herre er oprunden af Juda, til hvilken Stamme Moses Intet haver talet om Præstedømme.

Og det er end ydermere klart, naar der opstaaer en anden Præst i Lighed med Melchisedek,

som ikke er bleven (Præst) efter et kjødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft.

Thi han vidner: Du er en Præst evindeligen efter Melchisedeks Viis.

Der skeer altsaa en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt,

— thi Loven haver Intet fuldkommet — og en Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi nærme os til Gud.

Og saavidt det ikke skede uden Ed,

— thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, formedelst den, som siger til ham: Herren haver svoret, og det skal ikke angre ham: Du er en Præst evindeligen, efter Melchisedeks Viis, —

saa er Jesus bleven en saa meget bedre Pagts Borgen.

Og hine Præster ere blevne mange, fordi Døden formeente dem at vedblive;

men denne haver et uforgjængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid;

hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.

Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som er hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøiet over Himlene,

som ikke dagligen haver fornøden, som de (andre) Ypperstepræster, at frembære Offer først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han eengang for alle, der han offrede sig selv.

Thi Loven beskikker til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed, men Edens Ord, (som er) senere end Loven, (beskikker) Sønnen, den til evig Tid Fuldkommede.