1 Da svarede Zophar, den Naamathiter, og sagde:

2 Skal der ikke svares til de mange Ord, og mon en mundkaad Mand skulde have Ret?

3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?

4 Thi du sagde: Min Lærdom er reen, og jeg er (heel) reen for dine Øine.

5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,

6 og vilde kundgjøre dig Viisdoms skjulte Ting! thi der er dobbelt Kraft (hos ham); men viid, at Gud kræver (Noget) af dig for din Misgjernings Skyld.

7 Mon du kan finde det, Gud haver randsaget? mon du vil finde den Almægtiges Fuldkommenhed?

8 (Den er saa) høi som Himmelen, hvad vil du gjøre? (den er) dybere end Helvede, hvad kan du vide?

9 Maalet paa den er længere end Jorden, og Bredden (bredere) end Havet.

10 Om han omskifter og indelukker eller forsamler, hvo vil da vende ham tilbage (derfra)?

11 Thi han, han kjender de forfængelige Folk og seer Uretfærdighed; skulde han da ikke agte (derpaa)?

12 Men mon en uvittig Mand skal faae (et viist) Hjerte, og et vildt Æsels Føl fødes (som) et Menneske?

13 Dersom du, du bereder dit Hjerte og udbreder dine Hænder til ham,

14 (da,) dersom der er Uretfærdighed i din Haand, da kast den langt bort, og lad ikke boe Uret i dine Pauluner.

15 Thi da kan du opløfte dit Ansigt uden Lyde, og blive fast og ikke frygte.

16 Thi du, du skal glemme Møie, du skal (saa lidet) komme den ihu, som det Vand, der er løbet forbi.

17 Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.

18 Du skal og være tryg, thi der er Haab, og du skal grave og sove tryggeligen.

19 Og du skal lægge dig, og Ingen skal forfærde (dig), og Mange skulle bede for dit Ansigt.

20 Men de Ugudeliges Øine skulle fortæres, og (deres) Tilflugt skal forgaae fra dem, og deres Haab skal være, som naar En udgiver Aanden.