1 Men Job svarede og sagde:
2 (I mene) sandeligen, at I ere (alene) Folk, og med eder skal Viisdommen døe.
3 Jeg haver (vel) ogsaa et Hjerte ligesom I, jeg feiler ikke mere end I; og hvo veed ikke (saadanne Ting) som disse?
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
5 Han er en foragtet Lampe efter den Trygges (stolte) Tanke, han er færdig til at snuble med Foden.
6 Ødelæggernes Pauluner ere rolige, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som Gud tilfører (Alt overflødigen) i hans Haand.
7 Og sandeligen, spørg dog Dyrene ad, og (hvert af dem) skal lære dig (det), og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig (det);
8 eller tal til Jorden, og den skal lære dig (det), og Fiskene i Havet skulle fortælle dig (det).
9 Hvo veed ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand haver gjort dette?
10 i hvis Haand Alles Sjæle ere, som leve, og hver Mands Kjøds Aand.
11 Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?
12 I de Udlevede er Viisdom, og Dagenes Længde (giver) Forstand.
13 Hos ham er Viisdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
14 See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
16 Hos ham er Styrke og bestandig (Kraft), ham hører den til, som farer vild og som forvilder.
17 Han lader Raadgiverne gaae berøvede bort, og gjør Dommerne gale.
18 Han løser Kongernes Baand, og binder et Bælte om deres Lænder (igjen).
19 Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
20 Han borttager Læberne fra de Sanddrue, og borttager de Gamles Fornuftighed.
21 Han udøser Foragtelse paa Fyrsterne, og løser de Stærkes Bælte.
22 Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket, og udfører Dødens Skygge til Lyset.
23 Han formerer Folkene og omkommer dem (igjen), han udbreder Folkene og leder dem.
24 Han borttager Hjertet fra Folkenes Øverster i Landet, og gjør, at de fare vild i det Øde, hvor ikke er Vei,
25 at de skulle føle sig for i Mørket, hvor intet Lys er, og han gjør, at de fare vild som den Drukne.