1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
2 Ligesom I vide, veed jeg, (ja) jeg ogsaa; jeg feiler ikke mere end I.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
4 Thi sandeligen, I sammensye Løgn, I ere allesammen unyttige Læger.
5 Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
6 Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
7 Ville I tale for Gud med Uret, og tale Svig for ham?
8 Ville I ansee hans Person, eller trætte for Gud?
9 (Skal det blive) godt, naar han skal undersøge eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 Han skal visseligen straffe eder, om I ansee Personer i Løndom.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
12 Eders Erindringer ere at ligne ved Aske, eders Høiheder (skulle blive) til Høiheder af Leer.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
16 Han skal være mig til Salighed; men der skal ingen Øienskalk komme for hans Ansigt.
17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgjør for eders Øren.
18 See, Kjære, (naar) jeg faaer ordentlig beskikket Retten, (da) veed jeg, at jeg, jeg skal blive retfærdig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
23 Hvor mange ere mine Misgjerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Vil du forfærde et rystet Blad og forfølge et tørt Straa?
26 Thi du skriver Bitterheder op mod mig, og lader mig faae min Ungdoms Synder til Arv.
27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.