Job klager atter over sin svare Lidelse og ønsker, at hans Sag maatte indkomme for Gud

1 Men Job svarede og sagde:

2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.

3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!

4 Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.

5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.

6 Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.

7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.

8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.

9 Naar han gjør (Noget) paa den venstre Side, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig paa den høire Side, da kan jeg ikke see (ham).

Han trøster sig ved sin gode Samvittighed

10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.

11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.

12 Fra hans Læbers Bud er jeg og ikke afvegen, jeg gjemte hans Munds Tale mere end min Viis.

taler om Guds urandsagelige Veie og Domme, i hvilke han handler efter sin frie Villie, hvilket han paa sin egen Person havde erfaret

13 Men er han imod En, hvo vil da vende ham tilbage? hvad hans Sjæl haver Lyst til, det gjør han.

14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.

15 Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.

16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,

17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.