1 Hvorfor ere Tiderne ikke skjulte for den Almægtige? og dog de, som ham kjende, de have ikke seet hans Dage.
2 De antaste Landemærkerne, de røve Hjorden og føde den.
3 De drive de Faderløses Asen bort, de tage en Enkes Oxe til Pant.
4 De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.
5 See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.
6 De høste deres Foder paa Marken, og de Ugudelige afplukke Viingaarden.
7 De lade den Nøgne ligge om Natten foruden Klæder og foruden Dække i Kulden,
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de have ingen Tilflugt, favne de en Klippe.
9 De rive en Faderløs fra Brystet, og (det, som) den Nødtørftige (haver) paa sig, tage de til Pant.
10 De lade en Nøgen gaae uden Klæder, og de tage et Neg fra den Hungrige.
11 De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
12 Folk af Staden sukke, og, de Ihjelslagnes Sjæl skriger; dog vil Gud ikke Gjøre noget Usædvanligt (ved dem).
13 De, de ere iblandt de Gjenstridige imod Lyset, de kjende ikke hans Veie, og de blive ikke paa hans Stier.
14 Morderen staaer op, naar det dages, slaaer den Nødtørftige og Fattige ihjel, og om Natten er han som Tyven.
15 Og Horkarlens Øie varer paa Tusmørket og siger: Intet Øie skal beskue mig; og han lægger et Skjul paa sit Ansigt.
16 I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17 Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
20 (Jordens) Bug skal gjøre, at han glemmes, han skal smage Ormene vel; han skal ikke ydermere ihukommes, og Uretfærdighed skal sønderbrydes som et Træ.
21 Han fortærer en Ufrugtsommelig, som ikke føder, og han vilde ikke gjøre en Enke Godt.
22 Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
23 Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
25 Og er det nu ikke (saa)? hvo kan straffe mig for Løgn og gjøre min Tale til Intet?