1 Og de kom paa hiin Side Søen til de Gadareners Egn.

2 Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske, (som kom) ud af de Dødes Grave, og som havde en ureen Aand.

3 Han havde Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker.

4 Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare blevne sønderrykkede af ham, og Bøierne sønderslidte, og Ingen kunde tæmme ham.

5 Og han var altid Nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, raabte og slog sig selv med Stene.

6 Men der han saae Jesum langt borte, løb han (hen) og tilbad ham.

7 Og han raabte med høi Røst og sagde: Hvad haver jeg med dig at gjøre, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.

8 — Thi han sagde til ham: Far ud, du urene Aand, af dette Menneske! —

9 Og han adspurgte ham: Hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn? thi vi ere mange.

10 Og han bad ham meget, at han ikke skulde drive dem ud af Landet.

11 Men der var sammesteds ved Bjerget en stor Hjord Sviin, som der søgte Føde.

12 Og alle de Djævle bade ham og sagde: Send os til Svinene, at vi maae fare ind i dem.

13 Og Jesus tilstedede dem det strax. Og de urene Aander fore ud, og fore ind i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned af Bakken i Søen, — men de vare henved to tusinde — og de druknede i Søen.

14 Men Svinehyrderne flyede og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet.

15 Og de kom til Jesum og saae den, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig den, som havde havt den Legion; og de forfærdedes.

16 Men de, som havde seet det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene.

17 Og de begyndte at bede ham, at han vilde drage bort fra deres Egne.

18 Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som hadde været besat, ham, at han maatte være hos ham.

19 Men Jesus tilstedede ham det ikke, men sagde til ham: Gak hen i dit Huus til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren haver gjort dig, og at han haver forbarmet sig over dig.

20 Og han gik bort og begyndte at udraabe i Decapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle.

21 Og der Jesus igjen var faret i Skibet til hiin Side, forsamledes meget Folk til ham; og han var ved Søen.

22 Og see, der kom En af Synagoge-Forstanderne, ved Navn Jairus; og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder.

23 Og han bad ham meget og sagde: Min lille Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun kan frelses! da skal hun leve.

24 Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham.

25 Og der var en Qvinde, som havde havt Blodflod tolv Aar.

26 Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen, men det var blevet alt værre med hende.

27 Der hun hørte om Jesu, kom hun iblandt Folket bag til og rørte ved hans Klædebon.

28 Thi hun sagde: Om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, da bliver jeg frelst.

29 Og strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredet fra Plagen.

30 Og Jesus fornam strax paa sig selv den Kraft, som udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: Hvo haver rørt ved mine Klæder?

31 Og hans Disciple sagde til ham: Du seer, at Folket trænger dig, og du siger: Hvo rørte ved mig?

32 Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.

33 Men Qvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var skeet, og kom, og faldt ned for ham og sagde ham al Sandheden.

34 Men han sagde til hende: Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!

35 Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagoge-Forstanderens (Huus) og sagde: Din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere?

36 Men Jesus hørte strax det, som blev sagt, og han sagde til Synagoge-Forstanderen: Frygt ikke, tro ikkun.

37 Og han tilstedede Ingen at følge med sig, uden Petrus og Jakobus og Johannes, Jakobi Broder.

38 Og han kom i Synagoge-Forstanderens Huus og saae Bulder og dem, som græd og hylede meget.

39 Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.

40 Og de beloe ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig, og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae.

41 Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: Talitha kumi! som oversat er: Pige, — jeg siger dig — staa op!

42 Og Pigen stod strax op og gik omkring, thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade.

43 Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.