1 Og han gik ud derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham.

2 Og der Sabbaten kom, begyndte han at lære i Synagogen; og Mange, som hørte det, forundrede sig saare og sagde: Hvorfra haver denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at ogsaa saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Hænder?

3 Er denne ikke den Tømmermand, Mariæ Søn, men Jakobs og Jose og Judæ og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes over ham.

4 Men Jesus sagde til dem: En Prophet er ikke foragtet uden i sit Fædreneland og iblandt sine Slægtninge og i sit Huus.

5 Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, undtagen at han lagde Hænderne paa nogle faa Syge og helbredede dem.

6 Og han forundrede sig over deres Vantro, og gik omkring i Byerne og lærte.

7 Og han fremkaldte de Tolv og begyndte at udsende dem, To og To, og gav dem Magt over de urene Aander.

8 Og han bød dem, at de skulde Intet tage med til Reisen, uden alene en Stav; ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Bæltet;

9 men have anbundne Saaler paa, og ikke iføre sig to Kjortler.

10 Og han sagde til dem: Hvor I gaae ind i et Huus, bliver der, indtil I reise derfra (Stedet).

11 Og dersom Nogle ikke annamme eder og ei høre eder, da, naar I gaae ud fra dem, afryster Støvet, som er under eders Fødder, dem til et Vidnesbyrd. Sandelig siger jeg eder: Det skal gaae Sodoma og Gomorra taaleligere paa Dommens Dag end den Stad.

12 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.

13 Og de dreve mange Djævle ud, og salvede mange Syge med Olie og helbredede dem.

14 Og Kong Herodes hørte det, — thi (Jesu) Navn var blevet bekjendt — og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham.

15 Andre sagde: Han er Elias; men Andre sagde: Han er en Prophet, eller som en af Propheterne.

16 Men der Herodes hørte det, sagde han: Den Johannes, som jeg haver ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde.

17 Thi Herodes havde udsendt Nogle, og grebet Johannes og bundet ham i Fængsel for Herodias, sin Broders Philippi Hustrues, Skyld; thi han havde taget hende tilægte.

18 Thi Johannes sagde til Herodes: Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.

19 Men Herodias efterstræbte ham og vilde slaaet ham ihjel, og kunde ikke.

20 Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt ham i Agt, og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf og hørte ham gjerne.

21 Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste Høvedsmænd og de Ypperste i Galilæa et Gjæstebud paa sin Fødselsdag,

22 og Herodias Datter kom ind, og dandsede og behagede Herodes og dem, som sadde med tilbords, sagde Kongen til Pigen: Bed mig om, hvad du vil, saa vil jeg give dig det.

23 Og han svoer hende: Hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.

24 Men hun gik ud og sagde til sin Moder: Hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannis den Døbers Hoved.

25 Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: Jeg vil, at du skal strax give mig paa et Fad Johannis den Døbers Hoved.

26 Og Kongen blev bedrøvet; dog for Edernes Skyld og for deres Skyld, som sadde med tilbords, vilde han ikke afvise hende.

27 Og Kongen sendte strax En af Vagten hen og befoel at hente hans Hoved.

28 Denne gik da hen og halshuggede ham i Fængslet, og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.

29 Og der hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Legeme op og lagde det i en Grav.

30 Og Apostlerne forsamledes til Jesum og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort og hvad de havde lært.

31 Og han sagde til dem: Kommer nu I (med) afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde end ikke beleilig Tid til at æde.

32 Og de fore bort til et øde Sted i et Skib for dem selv.

33 Og Folket saae dem fare bort, og Mange kjendte ham; og de løb derhen til fods fra alle Stæderne, og kom førend de, og kom til ham.

34 Og Jesus gik ud (af Skibet) og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der have ingen Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.

35 Og der Dagen var nu fast forløben, gik hans Disciple til ham og sagde: Det er et øde Sted, og Dagen er nu fast forløben.

36 Lad dem fare, at de kunne gaae hen i de omliggende Gaarde og Landsbyer, at kjøbe sig selv Brød, thi de have Intet at æde.

37 Men han svarede og sagde til dem: Giver I dem at æde. Og de sagde til ham: Skulle vi gaae bort og kjøbe Brød for to hundrede Penninge og give dem at æde?

38 Men han sagde til dem: Hvor mange Brød have I? gaaer bort og seer. Og der de havde efterseet det, sagde de: Fem, og to Fiske.

39 Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i adskillige Hobe, som tilbords, paa det grønne Græs.

40 Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme Hundrede, og i somme Halvtredsindstyve.

41 Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede (dem); og han brød Brødene og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge (dem) for Folket; og de to Fiske skiftede han iblandt dem alle.

42 Og de aade alle og bleve mætte.

43 Og de opsamlede tolv Kurve fulde af (Brød-) Stykker, og af Fiskene.

44 Og de, som aade Brødene, vare henved fem tusinde Mænd.

45 Og han nødte sine Disciple strax til at gaae ind i Skibet og fare forud hen til hiin Side til Bethsaida, imedens han lod Folket fare.

46 Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa Bjerget for at bede.

47 Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet.

48 Og han saae, at de lede Nød, idet de roede, thi Vinden var dem imod; og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaaet dem forbi.

49 Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de raabte.

50 — Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede. — Og han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke.

51 Og han traadte ind i Skibet til dem, og Vinden stilledes; og de forfærdedes overmaade meget ved sig selv og forundrede sig.

52 Thi de havde ikke faaet Forstand af det, som var skeet med Brødene, thi deres Hjerte var forhærdet.

53 Og der de vare farne over, kom de til det Land Genezareth og lagde til Land.

54 Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax,

55 og løb om i den ganske omliggende Egn og begyndte at føre dem, som havde ondt, omkring paa Sengene (derhen), hvor de hørte, at han var.

56 Og hvor han gik ind i Byer eller Stæder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene og bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredede.