1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.

2 Lad min Bøn bestaae (som) et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse (som) et Aftens Madoffer.

3 Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.

4 Bøi ikke mit Hjerte til (nogen) ond Handel, til at bedrive Gjerninger i Ugudelighed med Mænd, som gjøre Uret, at jeg ikke skal æde af deres nydelige Mad.

5 En Retfærdig slaae mig, (det skal være mig) en Velgjerning, og straffe mig, (det skal være mig) en Hovedolie; lad mit Hoved ikke vægre sig derved, thi min Bøn (skal) ogsaa (fremdeles skee for dem), naar (det gaaer) dem ilde.

6 Deres Dommere ere nedstyrtede ved Siderne af en Klippe, men de have hørt mine Ord, at de vare liflige.

7 Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.

8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!

9 Bevar mig fra Snarens Vold, som de have udstillet for mig, og fra deres Strikker, som gjøre Uret.

10 Lad de Ugudelige falde i deres Garn tilhobe, indtil jeg er gaaen forbi.