1 Til Sangmesteren; Davids Psalme; en Sang.

2 Gud, man lover dig i det Stille i Zion, og dig skal betales Løfte.

3 Du, som hører Bønnen, hen til dig skal alt Kjød komme.

4 Misgjerningers Handeler ere blevne mig for stærke; vore Overtrædelser, dem ville du forsone!

5 Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa boe i dine Forgaarde; vi skulle mættes i dit Huses Gode, med dit Tempels hellige Ting.

6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,

7 den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,

8 som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.

9 Og de, som boe ved Enderne, frygte for dine Tegn; du gjør, at de, som udgaae Morgen og Aften, synge (med Fryd).

10 Du besøger Jorden, og (naar) du haver gjort den begjærlig, gjør du den meget rig, Guds Bæk er fuld af Vand; du bereder deres Korn, naar du saaledes haver beredt den.

11 Vand dens Furer (overflødigen), nedtryk dens Rener; (ja) du skal gjøre den blød med Regndraaber, du skal velsigne dens Grøde.

12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.

13 Boliger i Ørken dryppe, og Høiene ere omgjordede med Fryd.

14 Engene ere klædte med Faar, og Dalene ere skjulte med Korn; de raabe (for Glæde), ja, de synge.