1 Til Sangmesteren, en Psalmesang. Raaber (med Glæde) for Gud, al Jorden!
2 Synger (Psalmer) til hans Navns Ære, giver ham Ære til hans Priis.
3 Siger til Gud: Hvor forfærdelig (er du) i dine Gjerninger! dine Fjender skulle smigre for dig for din store Magts Skyld.
4 Al Jorden skal tilbede for dig og lovsynge for dig; de skulle synge dit Navn (Lov). Sela.
5 Gaaer og seer Guds Gjerninger; han er forfærdelig i Gjerning imod Menneskens Børn.
6 Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
7 Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øine vare paa Hedningerne; de Gjenstridige skulle ikke ophøie sig selv. Sela.
8 I Folk! lover vor Gud, og lader hans Lovs Røst høres,
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
10 Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
11 Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder.
12 Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
13 Jeg vil gaae ind i dit Huus med Brændoffere, jeg vil betale dig mine Løfter,
14 dem, som mine Læber oplode (sig med), og min Mund talede, da jeg var i Angest.
15 Jeg vil offre dig fede Brændoffere af Vædere med Røgelse; jeg vil lave Øxne til med Bukke. Sela.
16 Kommer (hid), hører til, saa vil jeg fortælle, alle I, som frygte Gud, hvad han haver gjort ved min Sjæl.
17 Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
18 Dersom jeg saae Uret i mit Hjerte, da hørte Herren mig ikke.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
20 Lovet være Gud, som ikke forskjød min Bøn eller sin Miskundhed fra mig!