1 Til Sangmesteren; Davids Psalmesang.

2 Gud skal opstaae, hans Fjender skulle adspredes, og de, som hade ham, skulle flye fra hans Ansigt.

3 Som Røg bortdrives, skal du bortdrive (dem); som Vox smelter for Ild, skulle de Ugudelige omkomme fra Guds Ansigt.

4 Men de Retfærdige skulle glædes, de skulle fryde sig for Guds Ansigt og frydes med Glæde.

5 Synger Gud, synger hans Navn (Psalmer), baner (Veien) for ham, som farer paa de slette Marker; i Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt.

6 (Han er) de Faderløses Fader og Enkers Dommer, (han er) Gud i sin hellige Bolig,

7 en Gud, som lader de Eenlige boe i Huset, som udfører dem, (som vare) bundne i Bolte; men de Gjenstridige boe i det Tørre.

8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —

9 da bævede Jorden, ogsaa Himlene dryppede for Guds Ansigt, (ja) Sinai selv for Guds, Israels Guds, Ansigt.

10 Gud! du overstænkede (Landet) meget rundeligen med Regn; din Arv, den, som var træt, befæstede du.

11 Dine Dyr boede i den; Gud! du bereder den for den Elendige ved din Godhed.

12 Herren skal give sin Tale; de, som bebude, ere en stor Hær.

13 Hærskarernes Konger skulle flye, (ja) de skulle flye, og hun, som boer i Huset, skal uddele Rov.

14 Om I laae imellem Trefødder, (skulle I blive som) en Dues Vinger, der er skjult med Sølv, ja, hvis Vingefjedre (ere indsprængte) med guult opgravet (Guld).

15 Naar den Almægtige udspreder Konger derudi, da bliver det hvidt som Snee paa Zalmon.

16 Guds Bjerg er (som) Basans Bjerg, det Bjerg (fuldt) med Høie er (som) Basans Bjerg.

17 Hvorfor springe I op, I Bjerge (fulde) med Høie? dette Bjerg havde Gud Lyst til, at boe derpaa; ja, Herren skal boe (derpaa) evindelig.

18 Guds Vogne ere to Gange ti tusinde (og) tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem, (som paa) Sinai i Helligdommen.

19 Du opfoer i Høiheden, du tog Fængslet fangen, du annammede Gaver (at uddele) iblandt Mennesker, og end de Gjenstridige (fangede du) at boe (hos dig), o Herre Gud!

20 Lovet være Herren fra Dag til Dag; han lægger (Naade) paa os, han, som er vor Saligheds Gud. Sela.

21 Vi have en Gud, som er en Gud til megen Salighed, og hos den Herre Herre ere Udgange fra Døden.

22 Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, (ja) dens Hovedisse med Haar paa, som vandrer frem i sine Synders Skyld.

23 Herren sagde: Jeg vil føre tilbage fra Basan, jeg vil føre tilbage fra Havets Dybheder,

24 paa det du maa farve din Fod rød med Blod, (ja) dine Hundes Tunge (med Blod) af Fjenderne, (ja af hver) af dem.

25 Gud! de saae dine Gange, min Guds, min Konges Gange i Helligdommen.

26 Sangerne gik foran, de som legede (paa Strængeleg, gik) bag; midt imellem (gik) Pigerne, som sloge paa Tromme.

27 Lover Gud i Forsamlingerne, (lover) Herren, (I, som ere) af Israels Kilde!

28 Der hersker over dem den lille Benjamin, Judæ Fyrster med deres Hob, Sebulons Fyrster, Naphthali Fyrster.

29 Din Gud haver befalet dig at være stærk; styrk, O Gud! det, du haver gjort os.

30 Af dit Tempel for Jerusalems Skyld skulle Konger fremføre dig Skjenk.

31 Skjæld paa Dyret i Røret, de stærke (Øxnes) Hob med Folkenes Kalve, den, som nedkaster sig for (Fødderne) med Stykker Sølv; han adspreder Folkene, som have Lyst til Strid.

32 De store Fyrster skulle komme fra Ægypten, Morland skal hasteligen (udbrede) sine Hænder til Gud.

33 I Riger paa Jorden! synger for Gud, synger Herren (Psalmer), Sela —

34 ham, som farer i Himlenes Himle fra fordum (Tid); see, han giver Styrkes Røst med sin Røst.

35 Giver Gud Styrke; hans Høihed er over Israel, og hans Styrke i (de øverste) Skyer.

36 Gud! (du er) forfærdelig i dine Helligdomme; (han er) Israels Gud, han, som giver Folket Kraft og megen Styrke. Gud være lovet!