1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).

2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.

3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.

4 Jeg er bleven træt af det, jeg haver raabt, min Strube er hæs; mine Øine ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.

5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.

6 Gud! du, du veed min Daarlighed, og al min Skyld er ikke dulgt for dig.

7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!

8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skjændsel haver skjult mit Ansigt.

9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.

10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.

11 Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.

12 Og jeg brugte en Sæk til mit Kledebon, men jeg var dem til et Ordsprog.

13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og (jeg er) deres Strængeleg, som drikke stærk Drik.

14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.

15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.

16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ei heller det Dybe sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig.

17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.

18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.

19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.

20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.

21 Forhaanelse brød mit Hjerte, og jeg er svag; og jeg ventede efter, at Nogen skulde ynkes (derover), men der var Ingen, og efter Trøstere, men jeg fandt ikke (nogen).

22 Ja, de gave mig Galde at æde, og de gave mig Eddike at drikke i min Tørst.

23 Deres Bord blive for dem til en Strikke og til Betalinger, til en Snare!

24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.

25 Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.

26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.

27 Thi de forfølge den, som du, du haver slaget, og de fortælle om deres Pine, som du haver saaret.

28 Giv dem hen i Misgjerning over Misgjerning, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed.

29 Lad dem udslettes af de Levendes Bog, og lad dem ikke skrives med de Retfærdige.

30 Dog, jeg er elendig og haver Smerte; Gud! lad din Frelse ophøie mig.

31 Jeg vil love Guds Navn med en Sang, og jeg vil storligen ære ham med Taksigelse.

32 Og det skal bedre behage Herren end en Oxe (eller) en Stud, som har Horn og har Klover.

33 De Sagtmodige saae det, de skulle glæde sig; og eders Hjerte skal leve, som søge Gud.

34 Thi Herren hører de Fattige og foragter ikke sine Bundne.

35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi.

36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judæ Stæder, at man skal boe der og eie det.

37 Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elske hans Navn, skulle boe derudi.