Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;

men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.

Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.

Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.

Holder eder ikke fra hverandre, uden det skulde skee med fælles (Samtykke) til en Tid, at I kunne overlade eder til Fasten og Bønnen, og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste eder formedelst eders Uafholdenhed.

Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.

Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som og jeg selv er; men hver haver sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, men den Anden saa.

Men jeg siger til de Ugifte og til Enker, at det er dem godt, om de blive (ugifte), som og jeg er.

Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.

Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —

men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.

Men til de Andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.

Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.

Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.

Men fraskiller den Vantro sig, da fraskille han sig; der er ikke nogen Broder eller Søster gjort til Træl i saadanne Ting; men Gud haver kaldet os til Fred.

Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?

Men som Gud haver tildeelt Enhver, som Herren haver kaldet Enhver, saaledes vandre han; og saaledes forordner jeg i alle Menigheder.

Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke (Forhuden) drages over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskjære.

Omskjærelsen er Intet, og Forhuden er Intet, men at bevare Guds Bud.

Hver blive i det Kald, som han er kaldet udi.

Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du og blive fri, da vælg hellere det.

Thi hvilken Træl, som er kaldet i Herren, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvilken Fri, som er kaldet, han er Christi Træl.

I ere dyrekjøbte; vorder ikke Menneskers Trælle.

I den Stand, Brødre! hvori Enhver er bleven kaldet, i den blive han hos Gud.

Men om Jomfruer haver jeg ikke Herrens Befaling, men giver (min) Mening (tilkjende) som den, hvem Herren barmhjertigen haver forundt at være tro.

Jeg mener altsaa, at dette er godt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes.

Er du bunden til en Hustru, søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru, søg ikke en Hustru.

Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke, og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle Saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner eder.

Men dette siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, som have Hustruer, skulle være som de, der ikke have;

og de, der græde, som de, der ikke græde; og de sig glæde, som de, der ikke glæde sig; og de, der kjøbe, som de, der ikke beholde;

og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.

Men jeg vil, at I skulle være uden Bekymring. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;

men den, der haver giftet sig, haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.

Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.

Men dette siger jeg til eders egen Nytte; ikke at jeg vil kaste en Snare om eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.

Men dersom Nogen mener, at det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun er over den mandvoxne Alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Saadanne gifte sig.

Men den, som haver sat sig stadig for i Hjertet, som er ikke tvungen, men haver Magt efter sin egen Villie, og haver besluttet det i sit Hjerte at bevare sin Jomfru, han gjør vel;

saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.

En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.

Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes (som hun er), efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.