1 Kongebok 3:24
Og Kongen sagde: Henter mig et Sværd; og de førte Sværdet ind for Kongens Ansigt.
Og Kongen sagde: Henter mig et Sværd; og de førte Sværdet ind for Kongens Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25Da sagde Kongen: Deler det levende Barn i to (Dele), og giver den Ene Halvdelen, og den Anden Halvdelen.
26Da sagde Qvinden, hvis Søn var den levende, til Kongen, — thi hendes Indvolde brændte over hendes Søn — ja hun sagde: (Hør) mig, min Herre! giver hende det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; men hiin sagde: Det skal hverken være mit eller dit, deler det.
27Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil.
28Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saae, at Guds Viisdom var inden i ham til at holde Dom.
20Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm.
21Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.
22Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.
23Da sagde Kongen: Denne siger: Denne er min Søn, den levende, og den døde er din Søn, og denne siger: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn.
6Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.
7Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
27Og Kongen sendte strax En af Vagten hen og befoel at hente hans Hoved.
28Denne gik da hen og halshuggede ham i Fængslet, og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.
28Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Denne Qvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, saa ville vi æde ham idag, og imorgen ville vi æde min Søn.
29Saa have vi kogt min Søn og ædet ham; men der jeg sagde til hende paa den anden Dag: Giv din Søn hid og lad os æde ham, da havde hun skjult sin Søn.
32Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Præsten, og Nathan, Propheten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt.
33Da sagde Kongen til dem: Tager med eder eders Herres Tjenere, og lader min Søn Salomo ride paa den Muulæselinde, som hører mig til, og fører ham ned til Gihon.
10Og Kongen sagde: Den, som taler imod dig, den skal du føre til mig, saa skal han ikke blive ydermere ved at røre ved dig.
11Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.
12Da sagde Qvinden: Kjære, lad din Tjenerinde tale til min Herre Kongen et Ord; og han sagde: Tal.
56Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er.
8Og David sagde til Achimelech: Er og ikke her under din Haand et Spyd eller Sværd? thi jeg tog end ikke mit Sværd og mine Vaaben med mig, eftersom Kongens Ord var hastigt.
9Da sagde Præsten: Den Philisters Goliaths Sværd, som du slog i Egens Dal, see, det er svøbt i et Klæde bag Livkjortelen; dersom du vil tage dig det, (saa) tag (det), thi her er intet andet foruden det; og David sagde: Der er ikke (noget) som det, giv mig det.
16Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
16Da kom to Qvinder, (som vare) Skjøger, til Kongen, og de stode for hans Ansigt.
17Og den ene Qvinde sagde: (Hør) mig, min Herre! jeg og denne Qvinde boede i eet Huus, og jeg fødte hos hende i Huset.
39Og det skede, at Kongen drog forbi, og han, han raabte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og see, en Mand veg (af Veien) og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv være istedetfor hans Liv, eller du skal veie et Centner Sølv (derfor).
19Og det sagde til sin Fader: Mit Hoved, mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til sin Moder.
22Da svarede David og sagde: See, (her er) Kongens Spyd; men lad en af de unge Karle komme over og hente det.
11See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.
16Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.
31Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
24Men hun gik ud og sagde til sin Moder: Hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannis den Døbers Hoved.
25Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: Jeg vil, at du skal strax give mig paa et Fad Johannis den Døbers Hoved.
9Du Menneskesøn! spaa, og du skal sige: Saa sagde Herren: Siig: Et Sværd, (ja) et Sværd er hvæsset, og poleret ogsaa.
4Og Kongen sagde til Amasa: Kald mig de Mænd af Juda tilsammen til den tredie Dag, og, staa du (da) her.
21Da sagde Kongen til Joab: Kjære, see, du har gjort denne Gjerning; saa gak, lad den unge Mand Absalom komme tilbage.
12Saa gak nu, Kjære, jeg vil give dig et Raad, at du skal redde dit Liv og din Søns Salomos Liv.
13Gak og kom ind til Kong David, og du skal sige til ham: Du, min Herre Konge, har du ikke svoret din Tjenesteqvinde og sagt: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne? hvorfor er da Andonja bleven Konge?
19Og Kongen sagde: Er (ikke) Joabs Haand med dig i alt dette? og Qvinden svarede og sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, min Herre Konge! der er Ingen hverken paa den høire eller venstre Side i alt dette, som min Herre Kongen sagde, uden din Tjener Joab; han bød mig det, og han lagde alle disse Ord i din Tjenerindes Mund.
8Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: Giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad.
9Og Kongen blev bedrøvet; men formedelst Ederne og for deres Skyld, som sadde med ham tilbords, befoel han, at det skulde gives (hende).
3Og det skede, der Riget styrkedes under ham, da slog han sine Tjenere ihjel, som havde slaget Kongen, hans Fader.
10Og jeg stod hos ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han kunde ikke leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har ført dem hid til min Herre.
28Og Kong David svarede og sagde: Kalder Bathseba til mig; og hun kom for Kongen og stod for Kongens Ansigt.
37Saa døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria.
24Og Nathan sagde: Min Herre Konge, har du, du sagt: Adonja skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne?