Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed.

Der er Ingen hellig som Herren; thi der er Ingen foruden dig, og ingen Klippe som vor Gud.

Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette?

De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke.

De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig.

Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).

Herren er den, som gjør fattig og gjør rig, som nedtrykker, (ja) og den, som ophøier,

som opreiser den Ringe af Støvet; han ophøier den Fattige af Skarnet, at sætte ham hos Fyrsterne, og skal lade dem arve Ærens Throne; thi Jordens Grundvolde høre Herren til, og han haver sat Jorderige paa dem.

Han skal bevare sine Frommes Fødder, men Ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved (sin) Kraft.

De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem, Herren skal dømme Jordens Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøie sin Salvedes Horn.

Derefter gik Elkana til Rama, til sit Huus; men Drengen tjente Herren for Elis, Præstens, Ansigt.

Og Elis Sønner vare Belials Sønner, de kjendte ikke Herren.

Thi det var Præsternes Viis med Folket: Naar nogen Mand offrede et Offer, da kom Præstens Dreng, naar Kjødet kogte, og havde en Madkrog med tre Grene i sin Haand.

Og han stak i Kjedelen eller i Gryden eller i Panden eller i Potten; Alt hvad Madkrogen drog op, det tog Præsten dermed; saaledes gjorde de mod al Israel, som kom derhen til Silo.

Ogsaa førend de gjorde Røgoffer af det Fede, kom Præstens Dreng og sagde til den Mand, som offrede: Giv Kjød til at stege til Præsten; thi han vil ikke tage kogt Kjød af dig, men raat.

Naar Manden sagde til ham: De skulle aldeles gjøre Røgoffer af det Fede, som (det bør sig) idag, siden tag dig, saasom dit Hjerte begjærer, da sagde han til ham: Nu skal du dog give, og hvis ikke, vil jeg tage med Magt.

Og de unge Mænds Synd var saare stor for Herrens Ansigt; thi Mændene foragtede Herrens Madoffer.

Og Samuel tjente for Herrens Ansigt, (og var) en Dreng, ombunden med en linned Livkjortel.

Og hans Moder gjorde ham en liden Overkjortel, og førte ham den op fra Aar til Aar, naar hun gik op med sin Mand til at offre det aarlige Offer.

Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru, og sagde: Herren sætte dig Sæd af denne Qvinde istedetfor den Begjæring, som man begjærede af Herren! og de gik til hans Sted.

Men Herren besøgte Hanna, saa hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døttre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.

Og Eli var saare gammel; og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de laae hos de Qvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.

Og han sagde til dem: Hvorfor gjøre I disse Ting? thi jeg hører disse eders onde Handeler af alt dette Folk.

Ikke saa, mine Sønner! thi det er ikke et godt Rygte, som jeg hører; I komme Herrens Folk til at overtræde.

Dersom en Mand synder mod en (anden) Mand, da kunne Dommerne dømme ham, men dersom Nogen synder mod Herren, hvo skal bede for ham? men de hørte ikke deres Faders Røst; thi Herren havde Villie til at slaae dem ihjel.

Men Samuel, Drengen, gik og blev stor og behagelig baade for Herren, saa og for Menneskene.

Og en Guds Mand kom til Eli, og han sagde til ham: Saaledes siger Herren: Har jeg (ikke) klarligen aabenbaret mig for din Faders Huus, der de vare i Ægypten, i Pharaos Huus?

Og jeg har udvalgt ham af alle Israels Stammer mig til en Præst, til at offre paa mit Alter, til at røge med Røgelse, til at bære Livkjortelen for mit Ansigt; og jeg haver givet din Faders Huus alle Israels Børns Ildoffere.

Hvorfor slaae I bag op mod mit Slagtoffer og mod mit Madoffer, som jeg bød (at offre) i Boligen? og du ærer dine Sønner mere end mig, idet I fede eder med det Bedste af alt mit Folks Israels Madoffer.

Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg har vist sagt: Dit Huus og din Faders Huus skulle vandre for mit Ansigt indtil evig (Tid); men nu siger Herren: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, mig foragte, skulle ringeagtes.

See, de Dage komme, at jeg vil afhugge din Arm og din Faders Huses Arm, at der skal ikke være en Gammel i dit Huus.

Og du skal see den, som trænger Boligen, i Alt, hvorudi det (ellers) skulde gaae Israel vel, og der skal ingen Gammel være i dit Huus nogensinde.

Dog vil jeg ikke udrydde Nogen af dig fra mit Alter, til at fortære dine Øine og at bedrøve din Sjæl; dog skal al dit Huses Mangfoldighet døe, (naar de ere blevne til) Mænd.

Og dette skal være dig et Tegn, som skal komme over dine to Sønner, over Hophni og Pinehas: Paa een Dag skulle de begge døe.

Og jeg vil opreise mig en trofast Præst, han skal gjøre, ligesom det er i mit Hjerte og i min Sjæl; og jeg vil bygge ham et bestandigt Huus, og han skal vandre for min Salvedes Ansigt alle Dage.

Og det skal skee, hver den, som bliver tilovers i dit Huus, skal komme at nedbøie sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød, og skal sige: Kjære, lad mig komme til en af Præstetjenesterne at æde en Mundfuld Brød.