Og Kongen stod op om Natten og sagde til sine Tjenere: Kjære, jeg vil kundgjøre eder, hvad de Syrer have gjort med os: De vide, at vi lide Hunger, derfor ere de udgangne af Leiren for at skjule sig paa Marken, sigende: Naar de udgaae af Staden, da ville vi gribe dem levende og komme i Staden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Men en Høvedsmand, til hvis Haand Kongen hældede sig, svarede den Guds Mand og sagde: See, dersom Herren gjorde Vinduer paa Himmelen, mon dette Ord kunde skee? og han sagde: See, du skal see det med dine Øine og ikke æde deraf.
3 Men der vare fire spedalske Mænd ved Portens Dør, og de sagde, den Ene til den Anden: Hvad ville vi blive her, indtil vi døe?
4 Om vi sige, vi ville komme i Staden, saa er der Hunger i Staden, og vi døe der, og om vi blive her, da maae vi (og) døe; saa kommer nu og lader os falde til de Syrers Leir; lade de os leve, saa leve vi, og dræbe de os, saa døe vi.
5 Og de gjorde sig rede i Tusmørket at komme til de Syrers Leir; der de kom til det Yderste af de Syrers Leir, see, da var der ikke en Mand.
6 Thi Herren havde ladet de Syrers Leir høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, (ja) en Lyd af en stor Hær; og de sagde, den Ene til den Anden: See, Israels Konge haver leiet imod os de Hethiters Konger og Ægypters Konger at komme over os.
7 Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket, og forlode deres Pauluner og deres Heste og deres Asener og Leiren, saasom den (stod), og flyede for (at redde) deres Liv.
8 Der disse Spedalske kom til det Yderste i Leiren, da kom de til et Paulun, og aade og drak og optoge derudaf Sølv og Guld og Klæder, og gik bort og skjulte det, og de vendte tilbage og kom til et andet Paulun, og optoge derudaf, og gik bort og skjulte det.
9 Da sagde de, den Ene til den Anden: Vi gjøre ikke ret, denne Dag er et godt Budskabs Dag, og skulde vi tie? dersom vi bie, indtil det bliver lys Morgen, da rammer vor Misgjerning os; saa gaaer nu, og lader os komme og give det tilkjende for Kongens Huus.
10 Og der de kom, da raabte de til Stadens Portner, og de gave dem tilkjende og sagde: Vi kom til de Syrers Leir, og see, der er ikke en Mand eller et Menneskes Røst, men Heste bundne og Asener bundne, og Paulunerne, saasom de vare.
11 Da raabte (en af) Portnerne, og de forkyndte det inden i Kongens Huus.
13 Da svarede en af hans Tjenere og sagde: Kjære, lad dem dog tage fem af Hestene, som ere tilovers, som ere overblevne herinde, see, de ere som al Israels Hob, som er overbleven deri, see, de ere som al Israels Hob, som har faaet Ende, og lader os sende hen og see til.
14 Da toge de to Vogne med Heste, og Kongen sendte dem efter de Syrers Hær og sagde: Drager hen og seer til.
15 Og der de droge efter dem indtil Jordanen, see, da (laae) al Veien fuld af Klæder og Tøi, som de Syrer havde kastet, der de hastede; og Budene kom igjen og gave Kongen det tilkjende.
16 Saa gik Folket ud og røvede de Syrers Leir; og en Maade Meel gjaldt en Sekel, og to Maader Byg en Sekel, efter Herrens Ord.
11 Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Handel, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig tilkjende, hvem af os (der førte det) til Israels Konge?
12 Da sagde en af hans Tjenere: Ikke saa, min Herre Konge! men Elisa, den Prophet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord tilkjende, som du taler i dit Sengekammer.
13 Og han sagde: Gaaer og seer, hvor han er, at jeg kan sende hen og lade hente ham; og det blev ham tilkjendegivet, og der sagdes: See, (han er) i Dothan.
14 Da sendte han derhen Heste og Vogne og en stor Hær; og der de kom om Natten, da omringede de Staden.
15 Og den Guds Mands Tjener stod aarle op at gjøre sig rede og gik ud, og see, da havde en Hær omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde hans Dreng til ham: Ak, min Herre! hvorledes skulle vi gjøre det?
8 Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel; og han raadslog med sine Tjenere og sagde: Vi ville leire os paa det og det Sted.
9 Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager igjennem dette Sted; thi de Syrer have lagt sig der ned.
21 Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saae dem: Min Fader, maa jeg slaae, maa jeg slaae (dem)?
22 Og han sagde: Du skal ikke slaae (dem); skulde du slaae dem, som du haver fanget med dit Sværd og med din Bue? sæt Brød og Vand for dem, at de maae æde og drikke og drage til deres Herre.
23 Da beredte han dem et stort Maaltid; og der de havde ædet og drukket, da lod han dem fare, og de droge til deres Herre; og de syriske Tropper bleve ikke ved at komme i Israels Land.
24 Og det skede derefter, at Benhadad, Kongen af Syrien, samlede sin ganske Leir, og han drog op og beleirede Samaria.
27 Og Israels Børn bleve talte og forsørgede (med Proviant), og de droge imod dem; og Israels Børn leirede sig imod dem, som to Gjedehjorde, men de Syrer havde opfyldt Landet.
28 Og der kom en Guds Mand frem og talede til Israels Konge og sagde: Saa sagde Herren: Fordi de Syrer have sagt: Herren er Bjergenes Gud og er ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet al denne store Hob i din Haand, at I skulle fornemme, at jeg er Herren.
29 Og disse leirede sig imod dem syv Dage, og det skede paa den syvende Dag, da gik Krigen an; og Israels Børn sloge de Syrer, hundrede tusinde Fodfolk paa een Dag.
30 Og de, som overbleve, flyede til Aphek i Staden, og Muren faldt paa syv og tyve tusinde Mænd, som vare overblevne; og Benhadad flyede og kom i Staden fra et Kammer til det andet.
31 Da sagde hans Tjenere til ham: Kjære, see, vi have hørt, at Israels Huses Konger ere miskundelige Konger, Kjære, lad os lægge Sække om vore Lænder og Reb om vore Hoveder, og gaae ud til Israels Konge, maaskee han lader din Sjæl leve.
35 Og Krigen tog til paa den samme Dag, og Kongen blev staaende i Vognen mod de Syrer; og han døde om Aftenen, og Blodet flød af Saaret midt i Vognen.
36 Og man udraabte igjennem Leiren, der Solen gik ned, og sagde: Hver (gaae) til sin Stad, og hver til sit Land.
6 saa vil jeg sende mine Tjenere til dig imorgen paa denne Tid, og de skulle randsage dit Huus og dine Tjeneres Huse, og det skal skee, at Alt, som er ønskeligt for dine Øine, skulle de lægge i deres Hænder og tage det bort.
21 Og Israels Konge drog ud og slog Heste og Vogne, og slog de Syrer med et stort Slag.
22 Da gik Propheten frem til Israels Konge og sagde til ham: Gak, styrk dig, og viid og see, hvad du skal, gjøre; thi naar Aaret er omme, skal Kongen af Syrien drage op imod dig.
23 Thi Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de stærkere end vi; men sandeligen, lader os stride mod dem paa det jævne (Land, hvad gjælder), om vi ikke skulle blive stærkere end de?
24 Og gjør denne Gjerning: Tag Kongerne bort, hver af sit Sted, og sæt Fyrster i deres Sted.
17 Og Landsfyrsternes Drenge droge først ud; og Benhadad sendte hen, og de gave ham tilkjende og sagde: Der drage Mænd ud af Samaria.
18 Og han sagde: Hvad enten de ere uddragne for Freds Skyld, griber dem levende, eller de ere uddragne for Krigs Skyld, griber dem levende.
19 Da de vare uddragne af Staden, (nemlig) Landsfyrsternes Drenge og Hæren, som var efter dem,
15 Og der de Syrer saae, at de vare slagne for Israels Ansigt, da samledes de tilhobe.
30 Men Kongen af Syrien bød de Øverste for Vognene, som han havde, og sagde: I skulle ikke stride imod Liden eller Stor, uden imod Israels Konge alene.
1 Og Benhadad, Kongen i Syrien, samlede al sin Hær, og der vare to og tredive Konger med ham, og Heste og Vogne; og han drog op og beleirede Samaria og stred imod den.
13 Og see, en Prophet gik frem til Achab, Israels Konge, og sagde: Saa sagde Herren: Har du seet al denne store Hob? see, jeg vil give den idag i din Haand, at du skal fornemme, at jeg er Herren.
24 Enddog de Syrers Hær kom med faa Mænd, gav dog Herren en saare stor Hær i deres Haand, fordi de havde forladt Herren, deres Fædres Gud; og de udførte Dommene mod Joas.
9 Og det skede i den samme Nat, at Herren sagde til ham: Staa op, gak ned i Leiren; thi jeg har givet den i din Haand.
14 Da drog Joab og det Folk, som var hos ham, frem til Krigen mod de Syrer, og de flyede for hans Ansigt.
31 Men Kongen af Syrien bød de Øverste for Vognene, som han havde, to og tredive, og sagde: I skulle ikke stride imod Liden eller Stor, uden imod Israels Konge alene.
32 Og det skede, der de Øverste for Vognene saae Josaphat, da sagde de: Han er visseligen Israels Konge, og de vege (hen) imod ham at stride; da raabte Josaphat.