Og Herren sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der vare to Mænd i en Stad, en rig og en fattig.

Den Rige havde smaat Qvæg og stort Qvæg, saare meget.

Men den Fattige havde aldeles ikke uden et lidet Faar, som han havde kjøbt og havde født det op, og det var blevet stort hos ham og hos hans Børn tillige; det aad af hans Stykke (Brød) og drak af hans Bæger og laae i hans Skjød, og det var ham som en Datter.

Men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da sparede han at tage af sit smaae Qvæg og af sit store Qvæg for at lave (Noget) til den veifarende (Mand), som kom til ham, og han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham.

Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: (Saa vist som) Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som gjorde dette.

Og han skal betale det Faar firedobbelt, fordi han gjorde denne Gjerning, og fordi han ikke sparede.

Da sagde Nathan til David: Du er Manden; saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,

og jeg gav dig din Herres Huus og din Herres Hustruer i dit Skjød, og gav dig Israels og Judæ Huus; og dersom det er lidet, da vilde jeg lagt dig Saadant og Saadant til.

Hvorfor haver du foragtet Herrens Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øine? Uria, den Hethiter, har du slaget (ihjel) med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham haver du slaget (ihjel) med Ammons Børns Sværd.

Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Huus evindeligen, fordi at du foragtede mig og tog Urias, den Hethiters, Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru.

Saa sagde Herren: See, jeg vil opreise Ulykke over dig af dit Huus, og tage dine Hustruer for dine Øine og give din Næste, at han skal ligge hos dine Hustruer for denne klare Sol.

Thi du, du haver gjort det i Løndom, men jeg, jeg vil gjøre denne Gjerning for al Israel og for Solen.

Da sagde David til Nathan: Jeg haver syndet imod Herren; og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa borttaget din Synd, du skal ikke døe.

Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe.

Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.

Og David søgte Gud for Drengen, og David fastede meget og gik ind og blev Natten over, og laae paa Jorden.

Da opstode de Ældste af hans Huus for ham og vilde opreise ham fra Jorden; men han vilde ikke, og aad ikke Brød med dem.

Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt.

Men David saae, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var dødt; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet dødt? og de sagde: Det er dødt.

Da stod David op fra Jorden, og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klæder, og gik ind i Herrens Huus og tilbad; og der han kom til sit Huus, da begjærede han (Mad), og de satte Brød for ham, og han aad.

Da sagde hans Tjenere til ham: Hvad er det for en Ting, som du haver gjort? du fastede og græd for Barnet, da det levede, men da Barnet er dødt, staaer du op og æder Brød.

Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.

Men nu, det er dødt, hvorfor skal jeg (da) faste? kan jeg endnu hente det tilbage? jeg farer til det, men det kommer ikke tilbage til mig.

Derefter trøstede David Bathseba, sin Hustru, og gik ind til hende og laae hos hende, og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Salomo; men Herren elskede ham.

Og han sendte (Bud) ved Nathan, Propheten, og kaldte hans Navn Jedidja, fordi Herren (elskede ham).

Men Joab stred mod Ammons Børns Rabba og indtog den kongelige Stad.

Og Joab sendte Bud til David og lod sige: Jeg haver stredet mod Rabba, og haver ogsaa indtaget Vandstaden.

Saa samle nu det øvrige Folk, og beleir Staden og indtag den, at jeg ikke skal indtage Staden, og jeg skulde blive navnkundig deraf.

Saa samlede David alt Folket og drog til Rabba, og stred mod den og indtog den.

Og han tog deres Konges Krone fra at være over hans Hoved, og dens Vægt var et Centner Guld, og dyrebare Stene, og den var over Davids Hoved, og han udførte af Staden saare meget Rov.

Men Folket, som der var udi, førte han ud og satte dem til (at arbeide med) Sauge og i Jerngruber og med Jernøxer, og lod dem gaae frem i Teglovnen, og saaledes gjorde han ved alle Ammons Børns Stæder; siden vendte David og alt Folket tilbage til Jerusalem.