2 Samuelsbok 13:2
Og Amnon var beængstet, saa at han blev syg for Thamars, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes underligt for Amnons Øine, at han skulde gjøre hende Noget.
Og Amnon var beængstet, saa at han blev syg for Thamars, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes underligt for Amnons Øine, at han skulde gjøre hende Noget.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og det skede derefter, at Absalom, Davids Søn, havde en deilig Søster, hvis Navn var Thamar, og Amnon, Davids Søn, elskede hende.
3 Men Amnon havde en Ven, hvis Navn var Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og Jonadab var en saare viis Mand.
4 Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag fra Dag? kan du ikke give mig det tilkjende? da sagde Amnon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster.
5 Og Jonadab sagde til ham: Læg dig paa din Seng og gjør dig syg; naar din Fader kommer for at besøge dig, da siig til ham: Kjære, lad Thamar, min Søster, komme at give mig Brød at æde og lave Mad for mine Øine, at jeg kan see (derpaa) og æde af hendes Haand.
6 Saa lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kjære, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øine, at jeg kan æde af hendes Haand.
7 Da sendte David til Thamar, til Huset, og lod sige: Kjære, gak hen i Amnons, din Broders, Huus og lav ham Mad.
8 Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Huus, og han laae, og hun tog en Deig og æltede og tillavede (søde Kager) for hans Øine, og bagte de søde Kager.
9 Og hun tog Panden og udslog (dem) for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lader hver Mand gaae ud fra mig; og de gik ud fra ham allesammen.
10 Da sagde Amnon til Thamar: Bær Maden ind i Kammeret, at jeg kan æde af din Haand; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret.
11 Og der hun bar dem frem til ham, at han skulde æde, da tog han fat paa hende og sagde til hende: Kom, min Søster, lig hos mig.
12 Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder, krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gjøre i Israel; gjør ikke denne Daarlighed.
13 Men jeg, hvor skulde jeg føre min Skam hen? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, Kjære, tal til Kongen, thi han negter dig ikke mig.
14 Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og blev stærkere end hun, og krænkede hende og laae hos hende.
15 Siden hadede Amnon hende med et saare stort Had; thi det Had var større, som han hadede hende med, end Kjærligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Staa op, gak bort.
16 Og hun sagde til ham: Der er ikke Aarsag til dette Onde, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende.
18 Og hun havde en Kjortel paa sig af adskillige (Farver), thi saaledes (pleiede) Kongens Døttre at klæde sig med Kjortler, (den Stund de vare) Jomfruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor, og lukkede Døren i Laas efter hende.
19 Da tog Thamar Aske paa sit Hoved, og sønderrev Kjortelen af adskillige (Farver), som hun havde paa sig, og lagde sin Haand paa sit Hoved, og gik stedse og raabte.
20 Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har din Broder Amnon været hos dig? og nu, min Søster, ti, han er din Broder, læg ikke denne Sag paa dit Hjerte; saa blev Thamar (siddende) og var eenlig i Absaloms, sin Broders, Huus.
21 Der Kong David hørte alle disse Gjerninger, da blev han saare vred.
22 Men Absalom talede ikke med Amnon, hverken Ondt eller Godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster.
26 Og Absalom sagde: Hvis ikke du vil, lad dog Amnon, min Broder, gaae med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaae med dig?
27 Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaae med ham.
28 Da bød Absalom sine unge Karle og sagde: Kjære, seer til, naar Amnons Hjerte er vel (tilmode) af Vinen, og jeg siger til eder: Slaaer Amnon og dræber ham, da frygter ikke; mon (I) ikke (tør gjøre det), da jeg, jeg har befalet eder det? værer frimodige og værer duelige Folk.
29 Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saasom Absalom havde befalet; da stode alle Kongens Sønner op og rede, hver paa sin Mule, og flyede.
30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
31 Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.
32 Da svarede Jonadab, Simeas, Davids Broders, Søn, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Personer, Kongens Sønner, thi Amnon, han er alene død; thi det Forsæt har været efter Absaloms Mund fra den Dag, at han krænkede Thamar, hans Søster.
33 Saa lægge nu min Herre Konge det Ord ikke paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon, han er alene død.
27 Og Absalom bleve fødte tre Sønner og een Datter, og hendes Navn var Thamar; hun, hun var en deilig Qvinde af Udseende.
39 Og Kong Davids (Sjæl) længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, at han var død.
2 Og der bleve David Sønner fødte i Hebron, og hans Førstefødte var Amnon, af Ahinoam, den Jisreelitiske,
36 Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.
37 Og hun sagde til sin Fader: Denne Ting lad mig vederfares: Lad af fra mig to Maaneder, at jeg maa gaae og fare ned paa Bjergene og græde over min Jomfrudom, jeg og mine Veninder.
3 og over sin Søster, som er en Jomfru, som er hans nærmeste Paarørende, som ikke haver været nogen Mands (Hustru); over hende maa han gjøre sig ureen.
9 (Disse ere) alle Davids Sønner, foruden Medhustruernes Sønner, og Thamar, deres Søster.
16 Men det skede, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden.
1 Og Kong David var gammel, var kommen til Alder, og de dækkede ham til med Klæder, og han blev ikke varm.
2 Da sagde hans Tjenere til ham: Lad dem oplede til min Herre Kongen en ung Pige, en Jomfru, at hun kan staae for Kongens Ansigt og pleie ham, og ligge i din Arm, og min Herre Kongen kan blive varm.
15 Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.
21 Og Achitophel sagde til Absalom: Gak ind til din Faders Medhustruer, som Han lod blive til at bevare Huset, saa skal al Israel høre, at du er bleven stinkende for din Fader, og alle deres Hænder, som ere hos dig, skulle blive stærkere.
22 Da udsloge de for Absalom et Paulun paa Taget, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øine.
17 Og tager en Mand sin Søster, sin Faders Datter eller sin Moders Datter, og seer hendes Blusel, og hun, hun seer hans Blusel, det er en gruelig Ting, og de skulle udryddes for deres Folks Børns Øine; han blottede sin Søsters Blusel, han skal bære sin Misgjerning.
18 Og hun aabenbarede sit Horeri, og aabenbarede sin Blusel, og min Sjæl blev dragen fra hende, ligesom min Sjæl var dragen fra hendes Søster.
22 Forbandet være den, som ligger hos sin Søster, som er hans Faders Datter eller hans Moders Datter; og alt Folket skal sige: Amen!
37 Men Absalom flyede og drog til Thalmai, Ammihuds Søn, Kongen af Gesur, og han (David) sørgede over sin Søn alle de Dage.
11 Da sagde Juda til Thamar, sin Sønneqvinde: Bliv en Enke i din Faders Huus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: At ikke ogsaa han skal døe, som hans Brødre; saa gik Thamar og blev (Enke) i hendes Faders Huus.
27 Men der Sorgen var gaaen over, sendte David hen og lod hente hende til sit Huus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn; men den Gjerning, som David gjorde, var ond for Herrens Øine.
2 Og Sichem, Hemors, den Heviters, Landsherrens Søn, saae hende, og han tog hende, og laae hos hende, og krænkede hende.
2 Og hendes Fader sagde: Jeg sagde forvist, at du havde visseligen faaet Had til hende, og jeg gav din Selskabsbroder hende; er ikke hendes yngre Søster bedre end hun? Kjære, lad hende være din istedetfor denne.
4 Da sendte David Bud og lod hende hente, og der hun kom til ham, da laae han hos hende, men hun helligede sig af sin Ureenhed, og hun vendte tilbage til sit Huus.