2 Samuelsbok 14:11

Original Norsk Bibel 1866

Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Sam 14:45 : 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe.
  • 4 Mos 35:19 : 19 Blodhevneren, han skal lade døde Manddraberen; naar han møder ham, da maa han lade ham døde.
  • Matt 10:30 : 30 Men og alle eders Hovedhaar ere talte.
  • Apg 27:34 : 34 Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder.
  • 1 Kong 1:52 : 52 Og Salomo sagde: Dersom han vil være en redelig Mand, skal der ikke falde (eet) af hans Haar paa Jorden; men om der bliver fundet Ondt med ham, da skal han døe.
  • 4 Mos 35:21 : 21 eller han slaaer ham af Fjendskab med sin Haand, at han døer, da skal den, som slog, visseligen dødes, han er en Manddraber; Blodhevneren skal lade døde Manddraberen, naar han møder ham.
  • 5 Mos 19:4-9 : 4 Og denne skal være den Manddrabers Sag, som maa flye derhen og blive ved Live: Den, som slaaer sin Næste uvidende og haver ikke hadet ham tilforn, 5 og den, som kommer med sin Næste udi Skoven at hugge Træer, og hans Haand slaaer paa med Øxen, at afhugge Træet, og han kaster Jernet af Skaftet og rammer sin Næste, at han døer, han skal flye til en af disse Stæder, at han maa leve; 6 at Blodhevneren skal ikke forfølge Manddraberen, medens hans Hjerte er ophidset, og naae ham, naar Veien er lang, og slaae ham ihjel, enddog ingen Dødsdom er over ham, thi han havde ikke hadet ham tilforn. 7 Derfor byder jeg dig, sigende: Du skal fraskille dig tre Stæder. 8 Og dersom Herren din Gud gjør dit Landemærke videre, saasom han haver svoret dine Fædre, og giver dig alt det Land, som han sagde at ville give dine Fædre, 9 om du holder alt dette Bud, at gjøre det, hvilket jeg befaler dig idag, at elske Herren din Gud og at vandre i hans Veie alle Dage, da skal du endnu lægge dig tre Stæder til disse tre; 10 at der ikke skal udøses uskyldigt Blod midt i dit Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og der skulde være Blodskyld paa dig.
  • Jos 20:3-6 : 3 at en Manddraber kan flye derhen, som slaaer en Person af en Forseelse, uvidende, og at de kunne være eder til Tilflugt for Blodhevneren. 4 Og han maa flye til en af disse Stæder, og han skal staae (udenfor) Stadens Ports Dør og tale sine Ord for de Ældstes Øren af samme Stad; saa skulle de tage ham ind i Staden til sig, og give ham et Sted, at han kan boe hos dem. 5 Og naar Blodhevneren forfølger ham, da skulle de ikke overantvorde Manddraberen i hans Haand, efterdi han slog sin Næste uvidende og var ikke hans Fjende tilforn. 6 Saa skal han boe i den samme Stad, indtil han har staaet for Menighedens Ansigt for Retten, indtil den Ypperstepræst er død, som var i de Dage; da maa Manddraberen vende tilbage og komme til sin Stad og til sit Huus, til Staden, der han flyede fra.
  • 1 Sam 20:42 : 42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.
  • 1 Sam 28:10 : 10 Da svoer Saul hende ved Herren og sagde: (Saa vist som) Herren lever, skal denne Gjerning ikke regnes dig til Misgjerning.
  • 4 Mos 35:27 : 27 og Blodhevneren finder ham udenfor hans Tilflugtsstads Markeskjel, og Blodhevneren slaaer Manddraberen ihjel, (da skal) ikke (holdes) Bloddom over ham.
  • 1 Mos 14:22 : 22 Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg haver opløftet min Haand til Herren, den høieste Gud, som eier Himmel og Jord,
  • 1 Mos 24:2-3 : 2 Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd. 3 Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.
  • 1 Mos 31:50 : 50 Dersom du vil gjøre mine Døttre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døttre, (da er her vel) ikke en Mand hos os, (men) see, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.
  • Jer 4:2 : 2 Men du skal sværge: (Saa vist som) Herren lever! i Sandhed, i Dom og i Retfærdighed, og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig af ham.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 10 Og Kongen sagde: Den, som taler imod dig, den skal du føre til mig, saa skal han ikke blive ydermere ved at røre ved dig.

  • 82%

    12 Da sagde Qvinden: Kjære, lad din Tjenerinde tale til min Herre Kongen et Ord; og han sagde: Tal.

    13 Og Qvinden sagde: Men hvorfor har du tænkt Saadant imod Guds Folk? thi idet Kongen har talet saadanne Ord, bliver han selv ligesom skyldig, idet Kongen lader ikke sin Udstødte komme tilbage.

  • 79%

    15 Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.

    16 Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.

    17 Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.

    18 Og Kongen svarede og sagde til Qvinden: Kjære, dølg ikke for mig det Ord, som jeg vil spørge dig om; og Qvinden sagde: Min Herre Kongen tale dog.

    19 Og Kongen sagde: Er (ikke) Joabs Haand med dig i alt dette? og Qvinden svarede og sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, min Herre Konge! der er Ingen hverken paa den høire eller venstre Side i alt dette, som min Herre Kongen sagde, uden din Tjener Joab; han bød mig det, og han lagde alle disse Ord i din Tjenerindes Mund.

  • 77%

    5 Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Sandeligen, jeg er en Enkeqvinde, og min Mand er død.

    6 Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.

    7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.

    8 Da sagde Kongen til Qvinden: Gak til dit Huus, og jeg, jeg, vil give Befaling for dig.

  • 77%

    25 Da sagde Kongen: Deler det levende Barn i to (Dele), og giver den Ene Halvdelen, og den Anden Halvdelen.

    26 Da sagde Qvinden, hvis Søn var den levende, til Kongen, — thi hendes Indvolde brændte over hendes Søn — ja hun sagde: (Hør) mig, min Herre! giver hende det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; men hiin sagde: Det skal hverken være mit eller dit, deler det.

    27 Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil.

  • 31 Og han sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Elisas, Saphats Søns, Hoved skal staae idag paa ham.

  • 74%

    18 Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg (at gjøre) med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgjerning kommes ihu og at dræbe min Søn.

    19 Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skjød og førte ham op paa Salen, der hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng.

    20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?

  • 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe.

  • 52 Og Salomo sagde: Dersom han vil være en redelig Mand, skal der ikke falde (eet) af hans Haar paa Jorden; men om der bliver fundet Ondt med ham, da skal han døe.

  • 73%

    11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.

    12 Og min Fader, see, see dog Fligen af din Kappe i min Haand, at jeg vilde ikke slaae dig ihjel, der jeg afskar Fligen af din Kappe; kjend og see, at der er ikke Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har og ikke syndet imod dig, og du jager efter min Sjæl for at borttage den.

  • 4 paa det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Veie, at vandre for mit Ansigt i Sandhed af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.

  • 73%

    21 Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.

    22 Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.

    23 Da sagde Kongen: Denne siger: Denne er min Søn, den levende, og den døde er din Søn, og denne siger: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn.

  • 30 Og Drengens Moder sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende.

  • 11 Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.

  • 39 Og det skede, at Kongen drog forbi, og han, han raabte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og see, en Mand veg (af Veien) og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv være istedetfor hans Liv, eller du skal veie et Centner Sølv (derfor).

  • 28 Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Denne Qvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, saa ville vi æde ham idag, og imorgen ville vi æde min Søn.

  • 36 Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.

  • 13 at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden.

  • 29 Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, og han kom til Ulykke, da førte I mine graae Haar med Ulykke ned i Graven.

  • 10 (Saa vist som) Herren din Gud lever, der er intet Folk eller Rige, til hvilket min Herre jo har sendt hen, der at lede efter dig, og de sagde: (Han er) ikke (her); og han tog en Ed af det Rige og Folk, at man ikke havde fundet dig.

  • 16 Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.

  • 39 Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.

  • 31 da skal dette ikke være dig (en Aarsag) til at snuble eller min Herres Hjerte til et Anstød, at han har udøst Blod uforskyldt, og at min Herre har frelst sig selv; og naar Herren gjør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenesteqvinde ihu.

  • 42 Og han sagde til ham: Saa sagde Herren: Fordi du lod den Mand, den jeg (har sat) i Band, af din Haand, da skal din Sjæl være istedetfor hans Sjæl, og dit Folk istedetfor hans Folk.

  • 29 Da svoer Kongen og sagde: (Saa vist som) Herren lever, som har forløst min Sjæl af al Angest,

  • 26 Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,

  • 21 Og nu, see, jeg veed, at du skal visseligen blive Konge, og Israels Rige skal stadfæstes i din Haand.

  • 6 Og du skal gjøre efter din Viisdom, at du ikke lader hans graae Haar nedfare i Graven med Fred.

  • 10 Da svoer Saul hende ved Herren og sagde: (Saa vist som) Herren lever, skal denne Gjerning ikke regnes dig til Misgjerning.

  • 17 Og hun sagde til ham: Min Herre! du, du har svoret din Tjenesteqvinde ved Herren din Gud, (sigende:) Din Søn Salomo skal blive Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne.

  • 14 Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?

  • 12 Saa gak nu, Kjære, jeg vil give dig et Raad, at du skal redde dit Liv og din Søns Salomos Liv.

  • 20 Saa lad nu ikke mit Blod falde paa Jorden borte fra Herrens Ansigt; thi Israels Konge er uddragen til at opsøge en Loppe, som man jager efter en Agerhøne paa Bjergene.

  • 26 Og nu, min Herre, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, har Herren forhindret dig, at du skulde ikke komme til (at udøse) Blod, og din Haand skulde frelse dig; og nu skulle dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, være som Nabal.

  • 21 Ellers skeer det, naar min Herre Kongen ligger med sine Fædre, at jeg, jeg og min Søn Salomo maae være Syndere.