Daniel 6:21
Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med sørgelig Røst, (ja) Kongen svarede og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du haver stedse æret, kunde udfrie dig fra Løverne?
Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med sørgelig Røst, (ja) Kongen svarede og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du haver stedse æret, kunde udfrie dig fra Løverne?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Da søgte Landshøvdingerne og Statholderne at finde Sag imod Daniel, Riget anlangende; men de kunde ingen Sag eller Misgjerning finde, fordi han var trofast, og ingen Forgribelse eller Misgjerning fandtes i ham.
6 Da sagde samme Mænd: Vi finde dog ingen Sag imod denne Daniel, uden vi, kunde finde den imod ham i hans Guds Lov.
7 Da kom samme Landshøvdinger og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saa til ham: Kong Darius leve evindeligen!
8 Alle Landshøvdinger, Rigets Forstandere og Statholdere, Raadsherrer og Fyrster have raadslaget at stadfæste en kongelig Befaling og bekræfte et Forbud, at hver, som beder en Bøn af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden alene af dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen.
9 Nu, o Konge! stadfæste du samme Forbud, og lade det forfatte skriftlig; det skal ikke forandres, efter de Meders og Persers Lov, som ikke skal overtrædes.
19 Da gik Kongen bort til sit Palads, og aad Intet den Nat, og lod intet Spil bære for sig, og hans Søvn veg fra ham.
20 Da stod Kongen op om Morgenen, i Dagningen, og gik hasteligen hen til Løvekulen.
9 De svarede og sagde til Kong Nebucadnezar: Kongen leve evindeligen!
11 Og der Daniel fik at vide, at det var skriftlig forfattet, gik han op i sit Huus, — men han havde aabne Vinduer paa sin Sal imod Jerusalem — og han knælede tre Gange hver Dag paa sine Knæ og bad og bekjendte for Gud, aldeles som han gjorde tilforn.
12 Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel, som begjærede og bad om Naade for sin Gud.
13 Da kom de frem og sagde for Kongen om Kongens Forbud: Haver du ikke ladet forfatte et Forbud, at hvert Menneske, som begjærer (Noget) af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden af dig, o Konge! skulde kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Det Ord er fast, efter de Meders og Persers Lov, som ikke maa overtrædes.
14 Da svarede de og sagde for Kongen: Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, haver ikke agtet paa din Befaling, o Konge! eller paa dit Forbud, som du haver ladet forfatte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen.
15 Der Kongen da hørte det Ord, blev han meget bedrøvet derfor og satte sit Hjerte til Daniel, til at udfrie ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
16 Da kom de Mænd i Hobetal til Kongen, og de sagde til Kongen: Du skal vide, o Konge! at det er de Meders og Persers Lov, at alt Forbud og Befaling, som Kongen stadfæster, maa ikke forandres.
17 Da befoel Kongen, og de fremførte Daniel og kastede (ham) i Løvekulen. Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse ærer, han skal udfrie dig.
22 Da talede Daniel med Kongen: Kongen leve evindeligen!
23 Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, at de ikke have fordærvet mig, fordi der er funden Uskyldighed hos mig for ham, saa haver jeg og ingen Misgjerning gjort for dig, o Konge!
24 Da blev Kongen ganske glad derfor og sagde, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og man drog Daniel op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, thi han troede paa sin Gud.
25 Da befoel Kongen, og de samme Mænd bleve fremførte, som havde udsagt Beskyldninger imod Daniel, og kastedes i Løvekulen, de, deres Børn og deres Hustruer; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bleve mægtige over dem og knuste alle deres Been.
26 Da skrev Kong Darius til alle Folk, Almue og Tungemaal, som boede i det ganske Land: Eders Fred vorde formeret!
27 Af mig er given Befaling, at man udi mit ganske Riges Herredom skal skjælve og frygte for den Gud, som er Daniels; thi han er den levende Gud, og som (bliver) bestandig evindelig, og hans Rige (er det), som ikke skal fordærves, og hans Herredom naaer til Verdens Ende.
28 (Han er) den, som udfrier, og som redder, og gjør Tegn og underlige Ting i Himmelen og paa Jorden, han udfriede Daniel af Løvernes Vold.
19 Da blev det Hemmelige aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Gud i Himmelen.
20 Daniel svarede og sagde: Guds Navn være velsignet fra Evighed og indtil Evighed! thi Viisdommen og Styrken er hans.
21 Og Daniel blev indtil Kong Cyri første Aar.
6 Thi du, Gud! du haver hørt mine Løfter, du haver givet dem Eiendom, som frygte dit Navn.
7 Du skal lægge Dage til Kongens Dage, at hans Aar (maae være) som fra Slægt til Slægt,
10 (Da) gik Dronningen op til Gjæstebudshuset for Kongens og hans Vældiges Sags Skyld; (og) Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindeligen! lad dine Tanker ikke forfærde dig, og skift ikke din Farve.
24 Derfor gik Daniel op til Arioch, som Kongen havde beskikket at omkomme de Vise i Babel; han gik og sagde saaledes til ham: Du skal ikke omkomme de Vise i Babel; før mig op for Kongen, saa vil jeg kundgjøre Kongen Udtydningen.
25 Da førte Arioch Daniel hasteligen op for Kongen, og sagde saaledes til ham: Jeg haver fundet en Mand af de bortførte Folk af Juda, som skal kundgjøre Kongen Udtydningen.
26 Kongen svarede og sagde til Daniel, hvis Navn var Beltsazar: Mon du kan kundgjøre mig den Drøm, som jeg saae, og Udtydningen derpaa?
27 Daniel svarede for Kongen og sagde: Det Hemmelige, som Kongen begjærer, kunne ikke de Vise, Stjernetydere, Spaamænd og Sandsigere kundgjøre Kongen.
17 Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du din Skjenk, og giv en Anden din Gave, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgjøre ham Udtydningen.
18 Du Konge! den høieste Gud gav din Fader Nebucadnezar Riget og Magten og Æren og Herligheden.
47 Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder, og en Herre over Konger, og som aabenbarer hemmelige Ting, efterdi du kunde aabenbare dette Hemmelige.
13 Da blev Daniel ført op for Kongen; (og) Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du den Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, hvilke Kongen, min Fader, lod føre fra Juda?
34 Men der de Dage vare tilende, opløftede jeg, jeg Nebucadnezar, mine Øine til Himmelen, og min Forstand kom til mig igjen, og jeg lovede den Høieste, og prisede og ærede den, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige (varer) fra Slægt til Slægt.
4 Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.
37 Du, o Konge! er en Konge over Konger; thi Gud af Himmelen haver givet dig Riget, Magten og Styrken og Æren.
16 Og Daniel gik ind og begjærede af Kongen, at han vilde give ham Tid til at kundgjøre Kongen Udtydningen.
19 Og Kongen talede med dem, og Ingen blev funden af dem allesammen som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.
10 Og den øverste Kammertjener sagde til Daniel: Jeg frygter for min Herre, Kongen, som haver beskikket eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han see, at eders Ansigter (saae) slettere (ud) end Drengenes, som ere af lige (Vilkaar) med eder, og I skulde sætte mit Hoved i Fare hos Kongen?
11 Da sagde Daniel til Melzar, hvilken den øverste Kammertjener havde beskikket over Daniel, Hanania, Misael og Asaria:
4 Da sagde Chaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindeligen! siig dine Tjenere Drømmen, og vi skulle kundgjøre Udtydningen.
24 deraf er dette Udtydningen, o Konge! og dette den Høiestes besluttede (Raad), som skal komme over min Herre Kongen:
31 Da neiede Bathseba med Ansigtet til Jorden og bøiede sig ned for Kongen, og hun sagde: Min Herre, Kong David, leve i Evighed!
22 (det er) du selv, o Konge! som (er saa) stor og stærk, og din Magt er stor og rækker til Himmelen, og dit Herredømme er til Jordens Ende.