Mose forteller at han skal dø, Josva skal innføre dem i landet

1

Og Mose gik, og talede disse Ord til al Israel.

2

Og han sagde til dem: Jeg er idag hundrede og tyve Aar gammel, jeg kan ikke ydermere gaae ud og gaae ind; og Herren sagde til mig: Du skal ikke gaae over denne Jordan.

3

Herren din Gud, han gaaer over for dit Ansigt, han skal ødelægge disse Folk for dit Ansigt, at du skal eie dem; Josva, han skal gaae over for dit Ansigt, saasom Herren haver sagt.

4

Og Herren skal gjøre ved dem, som han gjorde ved Sihon og ved Og, de Amoriters Konger, og ved deres Land, hvilket han ødelagde.

5

Og naar Herren giver dem for eders Ansigt, da skulle I gjøre ved dem efter alt det Bud, som jeg haver budet eder.

6

Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi Herren din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.

Mose styrker Josva til oppgaven

7

Og Mose kaldte ad Josva og sagde til ham for al Israels Øine: Vær frimodig og vær stærk, thi du, du skal indgaae med dette Folk i det Land, som Herren svoer deres Fædre at give dem; og du, du skal dele det til Arv imellem dem.

8

Og Herren, han, som gaaer for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og ræddes ikke.

Lovboken overgives til præstene og skal læses hvert syvende år

9

Og Mose skrev denne Lov og gav den til Præsterne, Levi Sønner, som bare Herrens Pagtes Ark, og til alle de Ældste af Israel.

10

Og Mose bød dem og sagde: Naar syv Aar ere tilende, paa Eftergivelsens Aars bestemte Tid, paa Løvsalernes Høitid,

11

naar al Israel kommer at sees for Herrens din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvælge, da skal du udraabe denne Lov for al Israel, for deres Øren.

12

Lad samle Folket, Mændene og Qvinderne og smaae Børn, og din Fremmede, som er inden dine Porte, at de maae høre, og at de maae lære og frygte Herren eders Gud, og tage vare paa at gjøre alle Ordene i denne Lov;

13

og at deres Børn, som ikke vide det, skulle høre og lære at frygte Herren eders Gud alle de Dage, som I leve i det Land, hvorhen I drage over Jordanen til at eie det.

Herren indsætter Josva, og forkynder folkets avvigelse

14

Og Herren sagde til Mose: See, dine Dage ere komne nær, at du skal døe, kald Josva, og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, saa vil jeg give ham Befaling; og Mose gik, og Josva, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun.

15

Og Herren blev seet i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør.

16

Og Herren sagde til Mose: See, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal opstaae og bedrive Hor efter det fremmede Lands Guder, hvor det gaaer hen midt i det, og forlade mig og gjøre min Pagt til Intet, som jeg haver gjort med det.

17

Og naar min Vrede optændes imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige onde Ting og Angester skulle ramme det, da skal det sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi at min Gud er ikke midt iblandt mig?

18

Og jeg, jeg vil aldeles skjule mit Ansigt paa den samme Dag, for alt det Ondes Skyld, som det haver gjort; thi det haver vendt sit Ansigt til andre Guder.

Befaling til at skrive og lære en advarende sang

19

Saa skriver eder nu denne Sang, og lær Israels Børn den, læg den i deres Mund, paa det at denne Sang maa være mig til et Vidne imod Israels Børn.

20

Thi jeg vil føre det ind i Landet, som jeg svoer deres Fædre, hvilket flyder med Melk og Honning, og det skal æde og mættes og fede sig, og vende sit Ansigt til andre Guder, og de skulle tjene dem og opirre mig, og de skulle gjøre min Pagt til Intet.

21

Og det skal skee, naar mangfoldige onde Ting og Angester ramme det, da skal denne Sang svare imod det, (og være) til et Vidne, thi den skal ikke glemmes af dets Sæds Mund; thi jeg veed dets Tanke, som det denne Dag omgaaes med, førend jeg fører det ind i Landet, som jeg haver svoret (det).

22

Saa skrev Mose denne Sang paa den samme Dag, og han lærte Israels Børn den.

23

Og han bød Josva, Nuns Søn, og sagde: Vær frimodig og vær stærk, thi du, du skal føre Israels Børn ind i det Land, som jeg haver svoret dem; og jeg, jeg vil være med dig.

Befaling at levitere skal forvare lovboken som vidne mot folket

24

Og det skede, der Mose havde fuldendt at skrive denne Lovs Ord i en Bog, indtil han havde endt dem,

25

da bød Mose Leviterne, som bare Herrens Pagtes Ark, og sagde:

26

Tager denne Lovs Bog og lægger den ved Herrens eders Guds Pagtes Arks Side, og den skal være der til et Vidne imod dig.

27

Thi jeg, jeg kjender din Gjenstridighed og din haarde Nakke; see, medens jeg end lever hos eder idag, have I været gjenstridige imod Herren, og hvor meget mere efter min Død?

28

Samler til mig alle de Ældste af eders Stammer og eders Fogeder, saa vil jeg tale disse Ord for deres Øren, og jeg vil tage Himmelen og Jorden til Vidne imod dem.

29

Thi jeg veed, at efter min Død skulle I vist fordærve eder og vige fra den Vei, som jeg haver budet eder; saa skal det Onde møde eder i de sidste Dage, naar I gjøre det Onde for Herrens Øine, at opirre ham med eders Hænders Gjerning.

30

Saa talede Mose denne Sangs Ord for al Israels Forsamlings Øren, indtil han havde endt dem.