Forkynneren 1:14
Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.
11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
12 Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.
17 Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
18 Og jeg hadede alt mit Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen, at jeg skulde efterlade det til et Menneske, som skulde være efter mig.
19 Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.
20 Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22 Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
1 Prædikerens, Davids Søns, Kongen i Jerusalems, Ord:
2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
3 Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
4 Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
7 Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
8 Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
15 Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
16 Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.
17 Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
10 Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.
15 Jeg saae alle dem, som leve, som vandre under Solen, (at de holdt sig) til den Søn, der, som den Anden (efter Kongen), skulde staae i hans Sted.
16 Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
8 Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.
9 Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
10 Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
17 da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
9 Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
9 Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.
10 Saaledes haver jeg og seet de Ugudelige begravne; og de kom og gik fra et helligt Sted, og bleve glemte i Staden, de, som havde gjort Ret; dette er ogsaa Forfængelighed.
1 Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:
14 Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.
13 Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:
15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
1 Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
15 Jeg haver seet Allehaande i min Forfængeligheds Dage; der er en Retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en Ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.
3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
16 Og jeg saae ydermere under Solen Dommens Sted, — der var Ugudelighed; og Retfærdigheds Sted, — der var Ugudelighed.
19 Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.
12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.