Forkynneren 2:4
Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Viingaarde.
Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Viingaarde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Jeg gjorde mig Urtehaver og Lysthaver, og jeg plantede allehaande frugtbare Træer i dem.
6Jeg gjorde mig Fiskevande, at vande af dem den Skov, hvori Træer oprinde.
7Jeg eiede Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødte (Tyende); jeg havde ogsaa megen Eiendom af stort Qvæg og smaat Qvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem.
8Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og en synderlig Eiendom fra Konger og Landskaber, jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik.
9Og jeg blev mægtig og tog til over alle dem, som havde været før mig i Jerusalem, ja, min Viisdom stod med mig.
10Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.
11Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
12Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.
1Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
2Jeg sagde til Latter: Du er galen, og til Glæde: Hvorfor gjør du det?
3Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal.
16Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.
17Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
17Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
18Og jeg hadede alt mit Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen, at jeg skulde efterlade det til et Menneske, som skulde være efter mig.
19Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.
20Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
24(Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
25Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
14ja, som siger: Jeg vil bygge mig et (meget) høit Huus og luftige Sale; og han lader udhugge sig Vinduer (derudi), og det er bedækket med Ceder og anstrøget med rød (Farve).
12Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
13Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
14Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
9og (det) for at berede mig Træer i Mangfoldighed; thi det Huus, som jeg vil bygge, skal være stort og forunderligt.
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
7Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
8Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
4Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
25dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
1Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi.
2Og han havde gjort Gjærde omkring den, og kastet Stenene af den, og plantet den med (ædle) Viinqviste, byggede og et Taarn midt derudi, og udhuggede ogsaa en Viinperse derudi, og forventede, at den skulde bære (gode) Druer, men den bar vilde Druer.
25Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
2(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
3Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
14med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
15Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
16Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
17da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
12Min Viingaard, som hører mig til, er for mit Ansigt; dig, Salomo, (tilkommer) tusinde, men dem, som vogte dens Frugt, to hundrede.
18Og han sagde: Dette vil jeg gjøre: Jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi al min Avling og mit Gods.
19Og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du haver meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd, drik, vær glad!
13Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:
5Bygger Huse og boer (deri), og planter Haver og æder Frugt af dem.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
9Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.