Mardochæus og alle Jøderne holde sig meget sørgelige, og han ifører sig Sørgeklæder; Dronning Esther lader efterspørge om Aarsagen dertil og faaer Sagen at vide
Der Mardochæus fik at vide alt det, som skeet var, da sønderrev Mardochæus sine Klæder og førte sig i Sæk og Aske, og gik ud midt i Staden og raabte med stort og bittert Skrig.
Og han kom indtil foran Kongens Port; thi man maatte ikke gaae ind ad Kongens Port, iført med en Sæk.
Og i alle (og) ethvert Landskab (og) Sted, hvor Kongens Ord og hans Lov ankom, var der en stor Sorrig iblandt Jøderne, og Faste og Graad og Hylen; Mange laae i Sæk og Aske.
Da kom Esthers unge Piger og hendes Kammertjenere og gave hende det tilkjende, og Dronningen blev meget bange; og hun sendte Klæder at lade Mardochæus føre sig udi og at tage hans Sæk bort fra ham, men han tog ikke imod dem.
Da kaldte Esther ad Hathach, en af Kongens Kammertjenere, som han lod staae for hendes Ansigt, og hun gav ham Befaling til Mardochæus for at fornemme, hvad det var, og hvorfor dette (skede).
Da gik Hathach ud til Mardochæus paa Gaden i Staden, som var foran Kongens Port.
Og Mardochæus gav ham tilkjende Alt, hvad ham var vederfaret, og (gav) ham Forklaring om det Sølv, som Haman havde sagt, at han vilde veie ind i Kongens Skatkammer for Jødernes Skyld, at omkomme dem.
Og han gav ham Indholdet af den Lovs Skrift, som var given i Susan om at ødelægge dem, for at lade Esther see (den) og at kundgjøre hende (herom), og at byde hende at gaae ind til Kongen for at bede ham om Naade og at søge for hans Ansigt (Naade) for hendes Folk.
Og Hathach kom og gav Esther Mardochæi Ord tilkjende.
Hun lader Mardochæus vide, at hun ei tør gaae til Kongen, men han lader hende sige, at hun endeligen for sit Folks Skyld burde gjøre det; hvorpaa hun tager sig for at gaae til Kongen; dog begjærer hun, at Jøderne tilforn tre Dage med hende skulde faste og bede
Da sagde Esther til Hathach og gav ham Befaling til Mardochæus, (sigende:)
Alle Kongens Tjenere og Folket i Kongens Landskaber vide, at hver Mand eller Qvinde, som gaaer ind til Kongen i den inderste Forgaard, som ikke bliver kaldet, over ham er der en Lov at dræbe (ham), uden saa er, at Kongen udrækker Guldspiret mod ham, at han maa leve; jeg, jeg er ikke kaldet at komme til Kongen nu i tredive Dage.
Og de forkyndte Mardochæus Esthers Ord.
Da sagde Mardochæus, at de skulde give dette (Svar tilbage) til Esther: Tænk ikke i din Sjæl, at du vil redde dig i Kongens Huus fremfor alle Jøderne.
Thi dersom du aldeles tier paa denne Tid, da skal en Vederqvægelse og Redning beskikkes for Jøderne fra et andet Sted, men du og din Faders Huus, I skulle omkomme; og hvo veed, om du (ikke) for (saadan) Tids Skyld, som denne er, er kommen til Riget?
Da sagde Esther, at man skulde give (dette Svar) tilbage til Mardochæus:
Gak, samle alle Jøderne, de, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ei heller drikke i tre Dage, Nat og Dag; ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligesaa faste, og saaledes vil jeg gaae ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa maa jeg omkomme.
Og Mardochæus gik bort og gjorde efter alt det, som Esther befoel ham.