1 Mosebok 12:13
Kjære, siig, at du er min Søster, at det kan gaae mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig.
Kjære, siig, at du er min Søster, at det kan gaae mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Og der var Hunger i Landet; og Abram foer ned til Ægypten, at holde sig fremmed der; thi den Hunger var svar i Landet.
11Og det skede, der han nærmede sig at komme til Ægypten, sagde han til Sarai, sin Hustru: See nu, jeg veed, at du er en deilig Qvinde at see til.
12Og det vil skee, naar Ægypterne see dig og sige: Denne er hans Hustru, at de slaae mig ihjel og lade dig leve.
11Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: Her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted; og de maatte slaae mig ihjel for min Hustrues Skyld.
12Hun er dog ogsaa i Sandhed min Søster, min Faders Datter, men ikke min Moders Datter; og hun er bleven mig til Hustru.
13Og det skede, den Tid Gud lod mig vanke hid og did af min Faders Huus, da sagde jeg til hende: Denne er den Barmhjertighed, som du skal gjøre imod mig: Paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, saa siig om mig: Han er min Broder.
16Og han gjorde Abram Godt for hendes Skyld; og han havde Faar og Fæ og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler.
17Og Herren slog Pharao og hans Huus med store Plager for Sarai, Abrams Hustrues, Skyld.
18Da kaldte Pharao ad Abram og sagde: Hvi haver du gjort mig dette? hvi gav du mig ikke tilkjende, at hun er din Hustru?
19Hvorfor sagde du: Hun er min Søster? og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, see, der er din Hustru, tag (hende) og gak.
9Da kaldte Abimelech ad Isak og sagde: Visseligen, see, hun er din Hustru, og hvorledes haver du sagt: Hun er min Søster? og Isak sagde til ham: Thi jeg tænkte: Maaskee jeg maatte slaaes ihjel for hendes Skyld.
10Da sagde Abimelech: Hvi haver du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os.
14Og det skede, der Abram kom i Ægypten, da saae de Ægypter Qvinden, at hun var meget deilig.
12Og nu, Kjære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gjøre Miskundhed imod min Faders Huus og give mig et sikkert Tegn,
13at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden.
6Saa boede Isak i Gerar.
7Og de Mænd paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, (sigende): at ikke maaskee Mændene paa dette Sted skulle slaae mig ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun er deilig af Udseende.
5Haver han ei selv sagt til mig: Hun er min Søster? og hun, ja hun haver ogsaa selv sagt: Han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette.
6Og Gud sagde til ham i Drømmen: Jeg, jeg veed ogsaa, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte, derfor haver jeg, jeg ogsaa forhindret dig, at du skulde ikke synde for mig; derfor haver jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende.
7Og nu, lad Manden faae sin Hustru tilbage, thi han er en Prophet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du lader hende ikke komme tilbage, da vid, at du skal visseligen døe, du og Enhver, som dig hører til.
8Og Abram sagde til Loth: Kjære, lad ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere Mænd, (som ere) Brødre.
2Og Abraham sagde om Sara, sin Hustru: Hun er min Søster; saa udsendte Abimelech, Kongen af Gerar, og tog Sara.
12Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham.
45indtil din Broders Vrede vendes fra dig, og han glemmer det, du haver gjort ham; saa vil jeg sende (Bud) og hente dig derfra; hvi skulde jeg berøves ogsaa eder begge paa een Dag.
23Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
18Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
2Og jeg vil gjøre dig til et stort Folk, og velsigne dig og gjøre dit Navn stort; og vær en Velsignelse.
3Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og dem, som forbande dig, vil jeg forbande; og i dig skulle velsignes alle Slægter paa Jorden.
11Kjære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaae mig, ja Mødrene med Børnene.
41Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed.
5Saa tog Abram Sarai, sin Hustru, og Loth, sin Broders Søn, og al deres Eiendom, som de eiede, og de Personer, som de havde forskaffet sig i Charan; og de droge ud, for at reise til Canaans Land, og de kom til Canaans Land.
14Og naar det skeer, at (der kommer nu) en Pige, til hvilken jeg siger: Bøi nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil endog give dine Kameler at drikke; (da lad det skee,) at hun er den, som du haver udseet til din Tjener Isak, og jeg derpaa kan kjende, at du haver gjort Miskundhed mod min Herre.
2Og Sarai sagde til Abram: See nu, Herren haver tillukket mig, at jeg kan ikke føde; Kjære, gak til min Pige, maaskee jeg kunde bygges af hende; og Abram adlød Sarai Røst.