1 Mosebok 31:34
Men Rachel havde taget de Afguders Billeder og lagde dem i en Kameels Strøelse og sad paa dem; og Laban randsagede hele Paulunet og fandt dem ikke.
Men Rachel havde taget de Afguders Billeder og lagde dem i en Kameels Strøelse og sad paa dem; og Laban randsagede hele Paulunet og fandt dem ikke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne,
18og bortførte alt sit Fæ og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Fæ, han eiede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak, sin Fader, i Canaans Land.
19Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rachel stjal sin Faders Afguders Billeder.
20Og Jakob stjal Labans, den Syrers, Hjerte, idet han gav ham ikke tilkjende, at han flyede.
30Og nu, du vilde endeligen vandre, efterdi du længtes saare til din Faders Huus, hvi haver du stjaalet mine Guder?
31Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døttre fra mig.
32(Men) hos hvilken du finder dine Guder, den skal ikke leve; undersøg for vore Brødre det, dig tilhører hos mig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rachel havde stjaalet dem.
33Da gik Laban ind i Jakobs Paulun og i Leas Paulun og i begge Tjenesteqvindernes Paulun, og fandt (dem) ikke; saa gik han fra Leas Paulun og kom i Rachels Paulun.
35Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg kan ikke staae op mod dig, fordi det gaaer mig efter Qvinders Sædvane; saa ledte han og fandt ikke de Afguders Billeder.
36Da blev Jakob vred og trættede med Laban, og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du saa grummelig forfølger mig?
37Efterdi du haver følet og randsaget alt mit Tøi, hvad haver du fundet af alt dit Huses Tøi? læg det her for mine Brødre og dine Brødre, at de maae dømme imellem os to.
9Medens han endnu talede med dem, da kom Rachel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede (dem).
10Og det skede, der Jakob saae Rachel, sin Morbroders Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen af Hullet paa Brønden, og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
4Da sendte Jakob og lod kalde Rachel og Lea paa Marken til sit Qvæg.
25Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaget sit Paulun paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog (Paulun) paa det Bjerg Gilead.
26Da sagde Laban til Jakob: Hvad haver du gjort, at du haver stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døttre, ligesom fangne ved Sværd?
27Hvi flyede du hemmeligen, og haver stjaalet dig fra mig, og ikke givet mig det tilkjende, og jeg vilde bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Cithar?
14Da svarede Rachel og Lea, og sagde til ham: Have vi endnu Deel og Arv i vor Faders Huus?
16Og Laban havde to Døttre; den Ældstes Navn var Lea, og den Yngstes Navn var Rachel.
17Og Lea havde svagelige Øine; men Rachel var deilig af Skikkelse og deilig af Udseende.
12Og han sagde: Løft nu op dine Øine, og see, alle Bukkene, som springe paa Qvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg haver seet alt det, Laban gjør dig.
2Og Jakob blev saare vred paa Rachel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt?
3Da sagde hun: See, der er min Tjenestepige Bilha, gak til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa opbygges af hende
12Og Jakob sagde Rachel, at han var hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
14Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken, og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rachel til Lea: Kjære, giv mig af din Søns Dudaim.
15Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du haver taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudaim? og Rachel sagde: Derfor maa han ligge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim.
29Og Laban gav Rachel, sin Datter, Bilha, sin Tjenestepige, til Pige.
24Og Laban gav Lea, sin Datter, Silpa, sin Tjenestepige, til Pige.
25Og det skede om Morgenen, see, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? haver jeg ikke tjent hos dig for Rachel? og hvi haver du bedraget mig?
42Men for dem, som løb silde af Faarene, lagde han ikke; saa bleve de sildefødte Labans, og de tidligfødte Jakobs.
4Saa gave de Jakob alle de Fremmedes Guder, som vare i deres Hænder, og Ringene, som vare i deres Øren; og Jakob skjulte dem under Egen, som var hos Sichem.
1Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob haver taget Alt, hvad vor Faders var, og af vor Faders faaet al denne Rigdom.
25Og det skede, der Rachel havde født Joseph, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaae til mit Sted og til mit Land.
6Og han sagde til dem: Gaaer det ham vel? og de sagde: Vel, og see, Rachel, hans Datter, kommer med Faarene.
34Da sagde Laban: See, gid det maa være, som du haver sagt!