Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:

Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!

der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;

ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;

da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig;

da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;

da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;

da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;

da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.

Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.

Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.

Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte.

Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue.

Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.

Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.

Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder.

Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand.

Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst.

Min Herlighed var ny hos mig, og min Bue forbedrede sig i min Haand.

De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.

De talede ikke anden Gang efter mit Ord, og min Tale dryppede paa dem.

Thi de ventede paa mig som paa Regn, og de gabede med deres Munde som efter sildig Regn.

Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.

(Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende.