Paa den samme Dag blev læst i Mose Bog for Folkets Øren, og der blev fundet skrevet deri, at en Ammonit og Moabit skulde ikke komme i Guds Forsamling indtil evig (Tid),

fordi de forekom ikke Israels Børn med Brød og med Vand, men leiede Bileam mod ham til at forbande ham, enddog vor Gud vendte den Forbandelse til en Velsignelse.

Og der skede, der de hørte Loven, da adskilte de al Blanding fra Israel.

Og Eljasib, Præsten, som var sat over vor Guds Huses Kammere, var tilforn bleven Tobia nær (besvogret).

Og han havde gjort ham et stort Kammer, og der lagde de tilforn Madofferet, Viraken og Karrene og Tienden af Kornet, Mosten og Olien, som var befalet (at give) Leviterne og Sangerne og Portnerne, og Præsternes Opløftelse.

Men da alt dette (skede), var jeg ikke i Jerusalem; thi i Artaxerxes, Kongen af Babels, to og tredivte Aar kom jeg til Kongen, og, efterat et Aar var tilende, begjærede jeg (igjen Forlov) af Kongen.

Og jeg kom til Jerusalem, og jeg mærkede det Onde, som Eljasib gjorde for Tobia, at han havde gjort ham et Kammer i Guds Huses Forgaarde.

Og det gjorde mig meget ondt, og jeg kastede alle Redskaber af Tobias Huus hen udenfor af Kammeret.

Og jeg sagde (det); saa rensede de Kammerne, og jeg indførte igjen derhen Guds Huses Kar, Madofferet og Viraken.

Og jeg fik at vide, at Leviternes Dele bleve (dem) ikke givne, saa at Leviterne og Sangerne, som gjorde Gjerningen, vare bortflyede, hver til sin Ager.

Da trættede jeg med Forstanderne og sagde: Hvorfor forlade vi Guds Huus? og jeg samlede dem og beskikkede dem paa deres Sted.

Da førte al Juda Tienden af Kornet og Mosten og Olien til Forraadshusene.

Og jeg satte til Skatgjemmere over de Forraadshuse Selemja, Præsten, og Zadok, den Skriftlærde, og Pedaja af Leviterne, og hos deres Haand Hanan, Sacchurs Søn, Matthanjas Søn; thi de vare holdte for trofaste, og dem (laae det) paa at dele ud til deres Brødre.

Min Gud! kom mig ihu for dette, og udslet ikke mine Miskundheder, som jeg haver gjort mod min Guds Huus og mod hans Varetægter.

I de samme Dage saae jeg i Juda dem, som traadte Perser om Sabbaten og indførte Neg og lagde dem paa Asener, ja og Viindruer og Figen og allehaande Byrde, og førte til Jerusalem paa Sabbatens Dag; og jeg vidnede (imod dem) paa den Dag, de solgte Spise.

Derudi boede og (nogle) Tyrier, som førte Fisk og allehaande Varer; og de solgte (dem) paa Sabbaten til Judæ Børn og i Jerusalem.

Da trættede jeg med de Ypperste i Juda og sagde til dem: Hvad er dette for en ond Ting, som I gjøre, og vanhellige Sabbatens Dag?

Gjorde ei eders Fædre saa, og vor Gud førte al den Ulykke over os og over denne Stad? og I lægge (mere) til den (grumme) Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten.

Og det skede, der Portene i Jerusalem gave Skygge før Sabbaten, da sagde jeg (det), saa bleve Portene lukkede, og jeg befoel, at de skulde ikke oplade dem indtil efter Sabbaten, og jeg beskikkede (nogle) af mine Tjenere ved Portene, at ingen Byrde skulde komme ind paa Sabbatens Dag.

Da bleve Kræmmerne og de, som solgte allehaande Varer, om Natten udenfor Jerusalem, een Gang eller to.

Da vidnede jeg for dem og sagde: Hvorfor bleve I om Natten tvært over for Muren? gjøre I det anden Gang, da skal jeg lægge Haand paa eder; fra den samme Tid kom de ikke om Sabbaten.

Og jeg sagde til Leviterne, at de skulde rense sig og komme at tage vare paa Portene, at hellige Sabbatens Dag. Min Gud! kom mig og ihu for dette, og spar mig efter din megen Miskundhed.

Jeg saae ogsaa i de samme Dage, at Jøderne lode asdoditiske, ammonitiske, moabitiske Hustruer boe (hos sig).

Og deres Børn talede Halvdelen Asdoditisk, og de forstode ikke at tale Jødisk, men (de talede) efter hvert Folks Tungemaal.

Og jeg trættede med dem og bandte dem, og slog (nogle) Mænd af dem og rev (Haar) af dem, og jeg tog en Ed af dem ved Gud, (sigende:) I skulle ikke give eders Døttre til deres Sønner, og ei tage af deres Døttre til eders Sønner eller til eder.

Haver ikke Salomo, Israels Konge, syndet i disse Ting? enddog der var ikke en Konge som han iblandt de mange Hedninger, og han var sin Gud kjær, og Gud satte ham til Konge over al Israel; dog kom de fremmede Qvinder ham til at synde.

Skulde vi da høre eder at gjøre alt dette store Onde, at forgribe os paa vor Gud, at lade fremmede Qvinder boe (hos eder)?

Og (en) af Jojadas, Eljasibs, den Ypperstepræsts, Søns, Sønner (var bleven) Saneballats, den Horoniters, Svoger; derfor drev jeg ham fra mig.

Kom dem ihu, min Gud! fordi de have besmittet Præstedømmet, ja Præstedømmets og Leviternes Pagt.

Saa rensede jeg dem fra alle fremmede (Qvinder), og jeg beskikkede Præsternes og Leviternes Varetægter, hver til sin Gjerning,

og til Vedens Offer i bestemte Tider, og til Førstegrøderne. Kom mig ihu, min Gud! til det Gode.