Og Mose sagde til Israels Børn efter alt dette, som Herren havde befalet Mose.

Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer, og sagde: Dette er det Ord, som Herren haver befalet.

Naar en Mand lover Herren et Løfte eller sværger en Ed, saa han med en Forpligtelse forpligter sin Sjæl, han skal ikke vanhellige sit Ord; han skal gjøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund.

Og naar en Qvinde lover Herren et Løfte og forpligter sig med en Forpligtelse i sin Faders Huus, i sin Ungdom,

og hendes Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har forpligtet sig med paa sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil, da skulle alle hendes Løfter staae (ved Magt), og al den Forpligtelse, som hun har forpligtet sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt).

Men dersom hendes Fader gjør det til Intet paa den Dag, som han hører alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun haver forpligtet sig med paa sin Sjæl, da skal det ikke staae (ved Magt); og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader haver gjort det til Intet.

Men dersom hun er en Mands (Hustru), og hendes Løfter ere paa hende, eller et ubetænksomt Ord (udfalder) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl,

og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag, han hører det, da skulle hendes Løfter staae (ved Magt), og hendes Forpligtelser, som hun har forpligtet sig med paa sin Sjæl, de skulle staae (ved Magt).

Men dersom hendes Mand gjør det til Intet paa den Dag, han hører det, og rygger hendes Løfte, som er paa hende, og det ubetænksomme Ord, (som er udfaldet) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl, da skal Herren forlade hende det.

Men (anlangende) en Enkes eller en uddreven (Qvindes) Løfte, alt det, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt) for hende.

Men dersom hun lovede det i sin Mands Huus, eller forpligtede sig med en Forpligtelse paa sin Sjæl ved en Ed,

og hendes Mand hørte det og taug dertil, (og) gjorde det ikke til Intet, da skulle alle hendes Løfter staae (ved Magt), og al den Forpligtelse, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt).

Men dersom hendes Mand aldeles rygger dem paa den Dag, han hører (dem), da skal alt, som er udgaaet af hendes Læber, anlangende hendes Løfter og hendes Sjæls Forpligtelse, ikke staae (ved Magt); hendes Mand har rygget dem, og Herren skal forlade hende det.

Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed til at ydmyge Sjælen med, det maa hendes Mand stadfæste, og det maa hendes Mand rygge.

Og dersom hendes Mand tier aldeles dertil (den ene) Dag efter den anden, da stadfæster han alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun haver paa sig; dem stadfæster han, fordi han taug dertil den Dag, han hørte det.

Men dersom han rygger dem aldeles, efterat han har hørt det, da skal han bære hendes Misgjerning.

Disse ere de Skikke, som Herren befoel Mose, imellem en Mand og hans Hustru, imellem Faderen og hans Datter, i hendes Ungdom, da hun er i sin Faders Huus.