Paulus og Timotheus, Jesu Christi Tjenere, til alle de Hellige i Christo Jesu, som ere i Philippi, tilligemed (Menighedens) Forstandere og Tjenere:

Naade være med Eder og Fred fra Gud, vor Fader, og den Herre Jesu Christo!

Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa Eder,

idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for Eder alle med Glæde,

for Eders Deeltagelse i Evangelium fra den første Dag indtil nu;

fuldeligen forsikkret om dette, at han, som begyndte en god Gjerning i Eder, vil fuldføre den indtil Jesu Christi Dag;

ligesom jeg bør mene dette om Eder alle, efterdi jeg haver Eder i Hjertet baade under mine Lænker og ved Evangelii Forsvar og Stadfæstelse, da I alle ere deelagtige med mig i Naaden.

Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed.

Og derom beder jeg, at Eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed,

saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maae være rene og uden Anstød indtil Christi Dag,

fyldte med Retfærdigheds Frugter, som (virkes) ved Jesum Christum, Gud til Ære og Lov.

Men jeg vil, at I skulle vide, Brødre! at hvad mig er vederfaret, har mere tjent til Evangelii Fremme;

saa at mine Lænker ere blevne aabenbare (at være) for Christi Skyld i det ganske Palads og for alle de Øvrige,

og at de fleste af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve desmere dristige til at tale Ordet uden Frygt.

Nogle prædike vel og Christum for Avinds og Kivs Skyld, men Nogle ogsaa af en god Mening.

Hine, som søge Trætte, forkynde Christum ikke redeligen, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker;

men disse (forkynde ham) af Kjærlighed, da de vide, at jeg er sat til at forsvare Evangelium.

Hvad da? Christus forkyndes dog paa enhver Maade, være sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig.

Thi jeg veed, at det skal vorde mig til Frelse formedelst Eders Bøn og Jesu Christi Aands Bistand,

efter min Forlængsel og mit Haab, at jeg i Intet skal beskjæmmes, men at Christus skal med al Frimodighed, som altid, saa og nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død.

Thi det at leve er mig Christus, og at døe en Vinding.

Men dersom det at leve i Kjødet (skaffer) mig Frugt af (min) Gjerning, saa veed jeg og ikke, hvad jeg skal vælge.

Thi jeg staaer tvivlraadig imellem de tvende Ting, idet jeg haver Lyst til at vandre herfra og være med Christo, thi dette var saare meget bedre;

men at forblive i Kjødet er mere fornødent for Eders Skyld.

Og dette veed jeg og er forsikkret om, at jeg skal blive og forblive hos Eder alle til Eders Forfremmelse og Glæde i Troen;

at Eders Ros kan tiltage i Christo Jesu ved mig, naar jeg atter er tilstede iblandt Eder.

Kun at I vandre værdigen Christi Evangelium, saa at, hvad enten jeg kommer og seer Eder, eller er fraværende, jeg dog kan høre om Eder, at I staae faste i een Aand og stride med mig af een Sjæl for Evangelii Tro,

og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.

Thi Eder er det forundt for Christi Skyld, ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld,

idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.