Til Sangmesteren paa Scheminith; Davids Psalme.

Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

De tale Forfængelighed, hver med sin Næste, med smigrende Læber; de tale (snart) af et, (snart) af et (andet) Hjerte.

Herren skal udrydde alle smigrende Læber, (ja) en Tunge, som taler store (Ord),

dem, som sige: Ved vor Tunge ville vi faae Overhaand, vore Læber (staae) med os; hvo er vor Herre?

For de Elendiges Ødelæggelse, for de Fattiges Jamren, vil jeg nu opstaae, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han blæser ad.

Herrens Taler ere rene Taler, (lige) som Sølv, (der er) smeltet i en Ovn af Jord, (og) som er luttret syv Gange.

Du, Herre! du skal bevare dem, du skal vogte dem fra denne Slægt evindeligen.

De Ugudelige gaae frem trindt omkring, naar Skarn ophøies iblandt Menneskens Børn.