1

Til Sangmesteren; paa Machalath; Davids (Psalme), som giver Underviisning.

Menneskers dybe Fordærvelse av Naturen

2

En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.

3

Gud saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var en Forstandig, som søgte Gud.

4

Enhver er vendt tilbage, de ere stinkende tillige; (der er) Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.

Straf for Forførere og Forfølgere av Guds Folk

5

Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.

6

Der frygte de saare, (hvor) Intet er at frygte, thi Gud bortspredte dens Been, som beleirede dig; du gjorde (dem) tilskamme, thi Gud foragtede dem.

Længsel efter Frelsen ved Messias

7

Hvo vil give Israel megen Frelse af Zion? Naar Gud skal omvende sit Folks Fængsel, (da) skal Jakob fryde sig, (da) skal Israel glæde sig.