Johannes' åpenbaring 18:9
Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see Røgen af hendes Brand;
Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see Røgen af hendes Brand;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt; og Jorden oplystes af hans Herlighed.
2 Og han raabte med Styrke, med høi Røst, og sagde: Den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djævlenes Bolig, og et Fængsel for alle urene Aander, og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle.
3 Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
4 Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager.
5 Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud haver kommet hendes Uretfærdigheder ihu.
7 Saameget som hun haver ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saameget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see,
8 derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende.
1 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, kom og talede med mig og sagde til mig: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skjøge, som sidder paa de mange Vande,
2 med hvilken Kongerne paa Jorden, have bolet, og de, som boe paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Horeries Viin.
3 Og han førte mig i Aanden hen i Ørkenen; og jeg saae en Qvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.
4 Og Qvinden var kledt i Purpur og Skarlagen, og bedækket med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Horeries Ureenhed.
5 Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed; Babylon den store, en Moder til Skjøgerne og Vederstyggelighederne paa Jorden.
6 Og jeg saae Qvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende, med en stor Forundring.
10 de skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel, sigende: Vee! vee! du store Stad! Babylon! du stærke Stad! thi paa een Time er din Dom kommen,
11 Og Jordens Kjøbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Varer,
12 Varer af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen, og allehaande vellugtende Træ, og allehaande Arbeide af Elfenbeen, og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor,
14 Og Frugten, din Sjæl havde Lyst til, er vegen fra dig, og alt det Fede og Glimrende er vegen fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere.
15 De, som handlede med disse Ting, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og græde og sørge, sigende:
16 Vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Linklæde og Purpur og Skarlagen, og bedækket med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde!
17 Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Saamange, som befare Havet, stode langt borte
18 og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvo var lig den store Stad?
19 Og de kastede Støv paa deres Hoveder, og raabte, grædende og sørgende, og sagde: Vee! vee! den store Stad, i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde!
20 Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter! fordi Gud haver udført eders Ret imod den.
21 Og en vældig Engel opløftede en Steen, som en stor Møllesteen, og kastede den i Havet og sagde: Saa skal Babylon, den store Stad, nedkastes med Hast og ikke findes mere.
18 Og Qvinden, som du saae, er den store Stad, som haver Herredømme over Jordens Konger.
8 Og den anden Engel fulgte, som sagde: Den er falden, den er falden, Babylon, den store Stad, fordi den haver givet alle Hedninger at drikke af sit Horeries giftige Viin.
2 Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han haver dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han haver krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.
3 Og de sagde anden Gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.
19 Og den store Stad blev til tre Dele, og Hedningernes Steder nedstyrtede; og det store Babylon blev ihukommet for Gud, at han vilde skjenke hende med Vinen af sin strenge Vredes Bæger.
15 Og han sagde til mig: De Vande, som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal.
16 Og de ti Horn, som du saae paa Dyret, disse skulle hade Skjøgen og gjøre hende øde og nøgen, og æde hendes Kjød og opbrænde hende med Ild.
23 og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede.
24 Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet, og alle deres, som ere myrdede paa Jorden.
22 See, jeg kaster hende paa (Syge-)Leiet, og dem, som bedrive Hor med hende, i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gjerninger.
17 Og Babels Børn kom til hende, at ligge (hos hende) af Kjærlighed, og de besmittede hende med deres Horeri; og hun besmittede sig med dem, derefter blev hendes Sjæl dragen fra dem.
4 (Det skal skee) for den Hores store Horerier, (som er) deilig (og) yndig, en Mesterinde i Trolddom, som haver solgt Hedningerne formedelst sit Horeri, og Slægterne formedelst sine Trolddomme.
41 Og de skulle opbrænde dine Huse med Ild, og udføre (mine) Domme over dig for mange Qvinders Øine; og jeg vil komme dig til at høre op fra at være en Hore, og du skal heller ikke give Horeløn ydermere.
18 Og Hedningerne ere blevne vrede, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at (du skal) give dine Tjenere, Propheterne, Løn, og de Hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaae og de Store, og fordærve dem, som fordærve Jorden.
7 Babel var et Guldbæger i Herrens Haand, hun haver gjort al Verden drukken; Hedningerne have drukket af hendes Viin, derfor bleve Hedningerne galne.
8 Babel er hasteligen falden og sønderbrudt; hyler over den, tager Balsam til dens Smerte, om den kunde maaskee læges.
18 for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Stærkes Kjød, og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaae og Store.
19 Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden, og deres Hære forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten, og imod hans Hær.
19 Og Babel, den deiligste iblandt Rigerne, de Chaldæers herlige Prydelse, skal være, som da Gud omkastede Sodoma og Gomorra.
18 For dine Misgjerningers Mangfoldighed, for dit Kjøbmandskabs Uretfærdighed haver du vanhelliget dine Helligdomme; og jeg vil lade en Ild gaae ud midt af dig, den, den skal fortære dig, og jeg vil gjøre dig til Aske paa Jorden for Alles Øine, som see dig.
15 Raaber (mod Glæde) over den trindt omkring, den haver givet sin Haand (fra sig), dens Grundvolde ere faldne, dens Mure ere nedbrudte; thi det er Herrens Hevn, hevner eder paa den; saasom den haver gjort, gjører ved den.
30 Og de skulle lade deres Røst høre over dig og raabe bitterligen, og de skulle opkaste Støv paa deres Hoveder, de skulle velte sig i Asken.
18 Af disse tre, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af deres Munde, blev Trediedelen af Menneskene ihjelslagen.
21 ei heller omvendte de sig fra deres Mord, eller fra deres Trolddom, eller fra deres Horeri, eller fra deres Tyverier.
26 Og dens Porte skulle være bedrøvede og sørge, og hun, som holder sig uskyldig, skal sidde paa Jorden.
17 Og de skulle optage et Klagemaal over dig og sige til dig: Hvorledes er du omkommen, du (vel) beboede (Stad) af Havet! (det var) den berømmelige Stad, som var mægtig paa Havet, (baade) den og dens Indbyggere, som gave deres Forskrækkelse over alle dem, som boede hos dem.