Johannes' åpenbaring 21:22
Og jeg saae intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.
Og jeg saae intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23Og Staden behøver ikke Solen eller Maanen til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys.
24Og Folkeslagene af de Frelste skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger føre deres Herlighed og Hæder til den.
25Og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke være der.
26Og de skulle føre Folkenes Herlighed og Hæder til den.
27Og intet Ureent skal komme ind i den, ei heller hvad der øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.
21Og de tolv Porte vare tolv Perler, enhver af Portene (var) af een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar.
1Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne.
2Midt i Stadens Gade og paa begge Sider af Floden (voxte) Livsens Træ, som bar tolv Slags Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Folkenes Lægedom.
3Og der skal ingen Forbandelse være mere, og Guds og Lammets Throne skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham.
4Og de skulle see hans Ansigt, og hans Navn skal være i deres Pander.
5Og Nat skal der ikke være, og de behøve ikke Lys eller Solens Skin, fordi Gud Herren lyser for dem; og de skulle regjere i al Evighed.
9Og Een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, fulde af de syv sidste Plager, kom til mig, og talede med mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
10Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg, og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud.
11Den havde Guds Herlighed, og dens Glands var som den dyrebareste Steen, som krystalklar Jaspis.
12Den havde ogsaa en stor og høi Muur med tolv Porte, og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammers;
13mod Østen tre Porte, mod Norden tre Porte, mod Sønden tre Porte, mod Vesten tre Porte.
14Og Stadens Muur havde tolv Grundvolde, og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne.
15Og den, som talede med mig, havde et Guldrør, at han skulde maale Staden og dens Porte og dens Muur.
16Og Staden ligger i en Fiirkant, og dens Længde er saa stor som Bredden. Og han maalte Staden med Røret: tolv tusinde Stadier; dens Længde og Bredde og Høide ere lige.
17Og han maalte dens Muur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter et Menneskes Maal, som Engelen brugte.
18Og dens Muur var fra Grunden opbygget af Jaspis, og Staden var reent Guld, lig det rene Glar.
1Og jeg saae en ny Himmel og en ny Jord; thi den første Himmel og den første Jord var forgaaet, og Havet var ikke mere.
2Og jeg Johannes saae den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket for sin Brudgom.
3Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: See, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.
4Og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorrig, ei heller Skrig, ei heller Pine skal være mere; thi de første Ting ere vegne bort.
5Og den, som sad paa Thronen, sagde: See, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere trofaste og sande.
15Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.
16De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei heller falde paa dem, ei heller nogen Hede.
17Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder, og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.
5Og derefter saae jeg, og see, Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himmelen blev opladt;
1Og jeg saae, og see, Lammet stod paa Bjerget Zion, og med det hundrede fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Faders Navn skrevet i deres Pander.
6Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord.
8Og Templet fyldtes med Røg af Guds Herlighed og af hans Magt; og Ingen kunde gaae ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.
11Og jeg saae en stor, hvid Throne, og ham, som sad paa den, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede, og der blev ikke fundet Sted for dem.
19Og Guds Tempel blev opladt i Himmelen, og hans Pagtes Ark blev seet i hans Tempel; og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskjælv og stor Hagel.
18Og Qvinden, som du saae, er den store Stad, som haver Herredømme over Jordens Konger.
5og i deres Mund er ikke funden Svig; thi de ere ustraffelige for Guds Throne.
6Og foran Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil.
1Og mig blev givet et Rør, ligesom en Maalestok; og Engelen stod der, sigende: Staa op og maal Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede derudi.
2Men Forgaarden udenfor Templet, gaa den forbi, og du skal ikke maale den, thi den er given Hedningerne; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrre tyve Maaneder.
14Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa det de maae faae Adgang til Livsens Træ og indgaae igjennem Portene i Staden.
21paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren,
10og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen, og Lammet!
3Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang og Lammets Sang, sigende: Store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! retfærdige og sande ere dine Veie, du, de Helliges Konge!
7Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud haver beredt sig!
15Og han sagde til mig: De Vande, som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal.
2Og strax henryktes jeg i Aanden, og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen.
21Og hvo, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, der boer i det.
21Hver Dørstolpe i Templet var fiirkantet, og (angaaende) Helligdommens Forside, (da) var den (ene) Skikkelse som den (anden) Skikkelse.
8Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinger; de vare rundt om og indentil fulde af Øine, og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var, og som er, og som kommer.