Noomi Mand havde en Frænde ved Navn Boas; paa hans Ager kommer Ruth som ved en Hændelse og samler Ax; han taler kjærligen til hendt og giver sine Folk Befaling til ikke at forhaane hende
Og Noomi havde en Kynding, som hørte hendes Mand til, en Mand af Vælde og Formue, af Elimelechs Slægt; og hans Navn var Boas.
Og Ruth, den Moabitiske, sagde til Noomi: Kjære, jeg vil gaae paa Marken, og jeg vil sanke op af Axene efter den, for hvis Øine jeg finder Naade; og hun sagde til hende: Gak, min Datter.
Og hun gik, og kom og sankede op paa Marken efter Høstfolkene; og det hændte sig ved en Hændelse for hende, at den Deel af Marken hørte Boas til, som var af Elimelechs Slægt.
Og see, Boas kom fra Bethlehem, og sagde til Høstfolkene: Herren være med eder! og de sagde til ham: Herren velsigne dig!
Og Boas sagde til sin den unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører denne unge Qvinde til?
Og den unge Karl, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den moabitiske unge Qvinde, som er kommen tilbage med Noomi af Moabiternes Land.
Og hun har sagt: Kjære, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har staaet siden imorges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme.
Da sagde Boas til Ruth: Hører du ikke, min Datter? du skal ikke gaae at sanke op paa en anden Ager, og gak ikke heller over herfra, men hold dig her til mine unge Piger.
(Hold) dine Øine til den Ager, hvor de skjære paa, og gak efter dem; har jeg ikke befalet de unge Karle, at Ingen skal røre dig? og tørster dig, da gak til de Kar, og drik af det, som de unge Karle øse.
Da faldt hun paa sit Ansigt og bøiede sig ned til Jorden; og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øine, at du kjender mig, og jeg er fremmed?
Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkjendegivet alt, hvad du har gjort ved din Mands Moder efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland, og er gaaet til et Folk, som du kjendte ikke tilforn.
Herren betale din Gjerning! og din Løn skal være fuldkommen fra Herren, Israels Gud, til hvem du er kommen, for at være tryg under hans Vinger.
Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øine, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kjærligen til din Tjenesteqvinde; og jeg, jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger.
Og Boas sagde til hende: Naar det er Tid til at æde, da kom herhid og æd af Brødet, og dyp din Bid i Eddiken; og hun satte sig ved Høstfolkenes Side, og han rakte stegte Ax til hende, og hun aad og blev mæt og levnede.
Og hun stod op at sanke; og Boas befoel sine unge Karle og sagde: Lader hende ogsaa opsanke iblandt Negene, og beskjæmmer hende ikke.
Lader ogsaa Noget tabes af Negene for hende, og lader tilbage, at hun kan opsanke det, og I skulle ikke skjælde paa hende.
Saa sankede hun op paa Ageren indtil Aftenen; og hun slog det af, som hun havde sanket op, og det var ved en Epher Byg.
Ruth kommer til Noomi og fortæller, hvorledes det var gaaet hende; hun bliver ved at sanke paa Boas Mark
Og hun løftede det op og kom i Staden, og hendes Mands Moder saae det, som hun havde opsanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde levnet, da hun var bleven mæt.
Da sagde hendes Mands Moder til hende: Hvor opsankede du idag, og hvor havde du at gjøre? velsignet være den, som dig kjendte! Da gav hun sin Mands Moder tilkjende, hos hvem hun havde havt at gjøre, og sagde: Den Mands Navn, som jeg har havt at gjøre hos idag, er Boas.
Og Noomi sagde til sin Sønneqvinde: Velsignet være han for Herren, som ikke haver forladt sin Miskundhed mod de Levende eller mod de Døde! og Noomi sagde til hende: Den Mand (hører) os nær (til), han er (en) af vore Løsere.
Og Ruth, den Moabitiske, sagde: Ogsaa (maa du vide), at han har sagt til mig: Du skal holde dig til mine unge Karle, indtil de have endt al den Høst, som jeg har.
Og Noomi sagde til Ruth, sin Sønneqvinde: Det er godt, min Datter, at du gaaer ud med hans unge Piger, at man ikke skal være dig imod paa en anden Ager.
Saa holdt hun sig til Boas unge Piger, at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.