Vorder mine Efterfølgere, ligesom og jeg er Christi.

Men jeg roser eder, Brødre! at I i Alt komme mig ihu og beholde Anordningerne, saasom jeg haver overantvordet eder.

Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.

Hver Mand, som beder eller propheterer og haver Noget paa Hovedet, beskjæmmer sit eget Hoved.

Men hver Qvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskjæmmer sit eget Hoved; thi det er det Samme, som om hun var raget.

Thi dersom en Qvinde ikke bedækker sig, maa hun og lade Haaret afklippe; men er det usømmeligt for en Qvinde at klippes eller rages, da bedække hun sig.

Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men en Qvinde er Mandens Ære.

Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.

Thi Manden er heller ikke skabt for Qvindens Skyld, men Qvinden for Mandens Skyld.

Derfor bør Qvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.

Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.

Thi ligesom Qvinden er af Manden, saa er og Manden ved Qvinden; men alle Ting af Gud.

Dømmer selv: Lader det vel, at en Qvinde beder barhoved til Gud?

Eller lærer ikke selv Naturen eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanære?

Men dersom en Qvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi Haaret er givet hende til et Skjul.

Men er der Nogen, som synes at have Lyst til Trætte, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller.

Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen, ei til det Bedre, men til det Værre.

Thi for det første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splid iblandt eder; og for en Deel troer jeg det.

Thi der maa og være Partier iblandt eder, at de Retskafne iblandt eder kunne blive aabenbare.

Naar I da komme sammen paa eet Sted, saa er dette ikke at æde Herrens Nadvere.

Thi naar I æde, tager Enhver sin egen Nadvere forud, og den Ene hungrer, men den Anden fraadser.

Thi have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskjæmme dem, som Intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.

Thi jeg annammede det af Herren, som jeg og haver overantvordet eder, at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadt, tog Brødet,

takkede og brød det, og sagde: Tager, æder! dette er mit Legeme, som brydes for eder; dette gjører til min Ihukommelse!

desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: Denne Kalk er det nye Testamente i mit Blod; dette gjører, saa ofte som I det drikke, til min Ihukommelse!

Thi saa ofte som I æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.

Derfor, hvo, som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalk uværdigen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod.

Men (hvert) Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken.

Thi hvo, som æder og drikker uværdigen, æder og drikker sig selv til Dom, idet han ikke gjør Forskjel paa Herrens Legeme.

Derfor ere Mange skrøbelige og svage iblandt eder, og en heel Hob sove.

Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke.

Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.

Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen at æde, da deler med hverandre.

Men dersom Nogen hungrer, han æde hjemme, at I ikke skulle komme sammen til Dom. Det Øvrige skal jeg anordne, naar jeg kommer.