David formaner sin Søn Salomo til at frygte Herren og giver ham Befaling om Joab, Barsillai og Simei; David døer
Og der Davids Dage kom nær til, at han skulde døe, da bød han sin Søn Salomo og sagde:
Jeg gaaer bort ad al Jordens Vei; saa vær frimodig og vær en Mand.
Og tag vare paa Herrens din Guds Varetægt, at vandre i hans Veie, at holde hans Skikke, hans Bud og hans Rette og hans Vidnesbyrd efter det, som skrevet er i Mose Lov, at du kan handle klogeligen i alt det, du gjør, og i alt det, du vender dig til;
paa det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Veie, at vandre for mit Ansigt i Sandhed af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.
Og du, du veed ogsaa, hvad Joab, Zerujas Søn, gjorde ved mig, hvad han gjorde ved de to Stridshøvedsmænd i Israel, ved Abner, Ners Søn, og ved Amasa, Jethers Søn, som han slog ihjel, og udøste Krigsblod, der det var Fred, og kom Krigsblod paa sit Bælte, som var om hans Lænder, og paa sine Skoe, som vare paa hans Fødder.
Og du skal gjøre efter din Viisdom, at du ikke lader hans graae Haar nedfare i Graven med Fred.
Men du skal gjøre Miskundhed med Barsillai, den Gileaditers, Sønner, og de skulle være iblandt dem, som æde ved dit Bord; thi saaledes holdt de sig nær til mig, der jeg flyede for Absalom, din Broder.
Og see, du har hos dig Simei, Geras Søn, den Benjaminit, af Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse paa den Dag, jeg gik til Mahanaim; men han, han kom ned mod mig til Jordanen, og jeg svoer ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slaae dig ihjel med Sværdet.
Men nu, du skal ikke lade ham være uskyldig, thi du er en viis Mand, og du veed, hvad du skal gjøre ham, at du lader hans graae Haar nedfare med Blod i Graven.
Saa laae David med sine Fædre og blev begraven i Davids Stad.
Og de Dage, som David var Konge over Israel, vare fyrretyve Aar; han var Konge i Hebron syv Aar, og var Konge i Jerusalem tre og tredive Aar.
Og Salomo sad paa sin Faders Davids Throne, og hans Rige blev saare stadfæstet.
Adonja lader ved Bathseba begjære Abisag for sig til Hustru; Salomo lader ham dræbe
Og Adonja, Hagiths Søn, kom ind til Bathseba, Salomos Moder, og hun sagde: Kommer du med Fred? og han sagde: (ja, jeg kommer) med Fred.
Da sagde han: Jeg har et Ord til dig; og hun sagde: Tal!
Og han sagde: Du, du veed, at Riget var mit, og al Israel havde vendt deres Ansigter til mig, at jeg skulde været Konge; men Riget er vendt (fra mig) og blevet min Broders, thi det er blevet hans af Herren.
Og nu begjærer jeg een Begjæring, af dig, du ville ikke forskyde mit Ansigt! men hun sagde til ham: Tal!
Da sagde han: Kjære, tal til Kong, Salomo, thi han forskyder ikke dit Ansigt, at han vil give mig Abisag, den Sunamitiske, til Hustru.
Og Bathseba sagde: Godt, jeg, jeg vil tale for dig til Kongen.
Og Bathseba kom til Kong Salomo, at tale med ham for Adonja; og Kongen stod op imod hende og bøiede sig ned for hende, og sad paa sin Throne, og man satte en Stol til Kongens Moder, og hun sad ved hans høire Side.
Og hun sagde: Jeg begjærer een liden Begjæring af dig, du ville ikke forskyde mit Ansigt! og Kongen sagde til hende: Begjær, min Moder, thi jeg vil ikke forskyde dit Ansigt.
Og hun sagde: Lad Abisag, den Sunamitiske, gives din Broder Adonja til Hustru.
Da svarede Kong Salomo og sagde til sin Moder: Men hvorfor begjærer du Abisag, den Sunamitiske, til Adonja? begjær og Riget til ham; thi han er min Broder, ældre end jeg, og han har baade Abjathar, Præsten, og Joab, Zerujas Søn, (med sig).
Og Kong Salomo svoer ved Herren og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil! Adonja skal have talet det Ord imod sit Liv.
Og nu, (saa vist som) Herren lever, som har stadfæstet mig og ladet mig sidde paa min Faders Davids Throne, og som har gjort mig et Huus, saasom han sagde, — Adonja skal dødes idag.
Og Kong Salomo sendte ved Benajas, Jojadas Søns, Haand; og han faldt an paa ham, og han døde.
Salomo afsætter Abjathar fra Præsteembedet og lader Joab dræbe
Og Kongen sagde til Abjathar, Præsten: Gak til din Ager i Anathoth, thi du er en Dødsens Mand; men jeg vil ikke slaae dig ihjel i denne Dag, fordi du bar Herrens, Herrens Ark for Davids, min Faders, Ansigt, og fordi du har lidt Trængsel i Alt, hvori min Fader har lidt Trængsel.
Saa udstødte Salomo Abjathar, at (han) ikke (skulde) være Herrens Præst, paa det han skulde opfylde Herrens Ord, som han havde talet over Elis Huus i Silo.
Og der dette Rygte kom for Joab, — thi Joab havde bøiet sig efter Adonja, men ikke bøiet sig efter Absalom — da flyede Joab til Herrens Paulun og holdt fast ved Alterets Horn.
Og det blev Kong Salomo tilkjendegivet, at Joab var flyet til Herrens Paulun, og see, (han stod) hos Alteret; da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, hen og sagde: Gak, fald an paa ham.
Og der Benaja kom til Herrens Paulun, da sagde han til ham: Saa siger Kongen: Gak ud; og han sagde: Nei, thi her vil jeg døe; og Benaja førte Svar tilbage til Kongen og sagde: Saa har Joab talet og saa svaret mig.
Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
Og Herren skal lade hans Blod komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda;
at deres Blod skal komme tilbage paa Joabs Hoved og paa hans Sæds Hoved i Evighed; men David og hans Sæd og hans Huus og hans Throne skal have Fred af Herren indtil evig (Tid).
Og Benaja, Jojadas Søn, gik op og faldt an paa ham og dræbte ham, og han blev begraven i sit Huus i Ørken.
Og Kongen satte Benaja, Jojadas Søn, i hans Sted over Hæren, og Kongen satte Zadok, Præsten, i Abjathars Sted.
Salomo sparer Simei paa det Vilkaar, at han ei maatte gaae nogensinde udenfor Jerusalem
Og Kongen sendte hen og lod kalde Simei, og sagde til ham: Byg dig et Huus i Jerusalem og bo der, og gak ikke derudfra hid eller did.
Thi det skal skee, paa hvilken Dag du gaaer ud og gaaer over Kidrons Bæk, da viid vist, at du skal visseligen døe; dit Blod skal være over dit Hoved.
Og Simei sagde til Kongen: Det Ord er godt; ligesom min Herre Kongen haver talet, saa skal din Tjener gjøre; saa boede Simei i Jerusalem mange Dage.
Og det skede, der tre Aar vare tilende, at to af Simei Tjenere flyede til Achis, Maachas Søn, Kongen i Gath; og man gav Simei det tilkjende, sigende: See, dine Tjenere ere i Gath.
Saa gjorde Simei sig rede og sadlede sit Asen, og drog til Gath til Achis at oplede sine Tjenere, og Simei drog hen og førte sine Tjenere fra Gath.
Og det blev Salomo tilkjendegivet, at Simei var dragen fra Jerusalem til Gath og var kommen tilbage.
Og Kongen sendte hen og lod kalde Simei, og sagde til ham: Har jeg ikke besvoret dig ved Herren, og vidnet for dig og sagt: Paa hvilken Dag du gaaer ud og gaaer hid eller did, skal du vist vide, at du skal visseligen døe? og du sagde til mig: Det Ord er godt, som jeg har hørt.
Hvorfor har du da ikke holdt Herrens Ed og det Bud, som jeg bød dig?
Og Kongen sagde til Simei: Du, du veed al den Ondskab, som dit Hjerte veed, at du gjorde min Fader David; og Herren har ladet din Ondskab komme tilbage paa dit Hoved.
Men Kong Salomo er velsignet, og Davids Throne skal være stadfæstet for Herrens Ansigt indtil evig (Tid).
Saa bød Kongen Benaja, Jojadas Søn, og han gik ud og faldt an paa ham, og han døde; og Riget blev stadfæstet ved Salomos Haand.