Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:

En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.

Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.

Thi det kommer med Forfængelighed og farer i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.

Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.

Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?

Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.

Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?

Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Hvad som En er, (saa) er hans Navn allerede tilforn nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske, og han kan ikke trætte med den, som ham er for mægtig.

Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?

Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?