Hvo er som en Viis, og hvo forstaaer Sagens Udlæggelse? Menneskets Viisdom oplyser hans Ansigt, og hans Ansigts Trodsighed bliver (derved) forandret.

Jeg (siger dig): Bevar Kongens Munds (Ord), dog efter Guds Eds Ord.

Vær ikke hastig, (naar) du gaaer fra hans Ansigt, bliv ikke staaende i en ond Sag; thi han kan gjøre Alt, hvad han haver Lyst til.

Hvor Kongens Ord er, der er Magt, og hvo tør sige til ham: Hvad gjør du?

Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.

Thi alt (det, man haver) Lyst til, haver Tid og Ret, efterdi Menneskets Ulykke er megen over ham.

Thi han veed ikke, hvad skee skal; thi hvo kan tilkjendegive ham, naar det skal skee?

Et Menneske haver ikke Magt over Aanden, at forhindre Aanden, og ingen Magt paa Dødens Dag; han kan og Ingen sende (for sig) i Krigen, og Ugudelighed kan ikke redde dem, der eie den.

Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.

Saaledes haver jeg og seet de Ugudelige begravne; og de kom og gik fra et helligt Sted, og bleve glemte i Staden, de, som havde gjort Ret; dette er ogsaa Forfængelighed.

Efterdi der skeer ikke strax en afsagt Dom over de onde Gjerninger, derfor er Menneskens Børns Hjerte fuldt i dem til at gjøre Ondt.

Om end en Synder gjør hundrede Gange Ondt og lever længe, saa veed jeg dog, at det skal gaae dem vel, som frygte Gud, som frygte for hans Ansigt.

Men det skal ikke gaae den Ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, han skal (gaae bort) ligesom en Skygge, fordi han ikke frygter for Guds Ansigt.

Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.

Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.

Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,

da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.