Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren, og sagde: Jeg vil synge for Herren, thi han er høit ophøiet; Hesten og den, som red derpaa, haver han nedstyrtet i Havet.

Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham.

Herren er en Krigsmand; Herre er hans Navn.

Han kastede Pharaos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav.

Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.

Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand.

Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.

Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.

Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, bytte Rovet; min Sjæls Lyst skal stilles paa dem; jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal fordærve dem.

Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.

Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du herlig beviist i Hellighed, forfærdelig at berømme, som gjør underlige Ting?

Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.

Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.

Folkene hørte det, de maatte bæve; Angest betog dem, som boe i Palæstina.

Da forfærdedes Edoms Fyrster; de Vældige i Moab, dem betog Bævelse; alle Indbyggerne i Canaan bleve mistrøstige.

Forfærdelse skal falde over dem, og Frygt; ved din Arms Magt skulle de tie som en Steen, indtil dit Folk, Herre, kommer over, til det Folk kommer over, som du haver forhvervet.

Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt.

Herren skal regjere evindelig og altid.

Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet.

Og Maria, den Prophetinde, Arons Søster, tog en Tromme i sin Haand; og alle Qvinder udgik efter hende med Trommer og med Dands.

Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er høit ophøiet; han nedstyrtede Hesten og den, som red derpaa, i Havet.

Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørken og fandt ikke Vand.

Saa kom de til Marah, men de kunde ikke drikke Vandet i Marah, thi det var beeskt; derfor kaldte han dens Navn Marah.

Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?

Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, saa blev Vandet sødt; der satte han dem Skik og Ret, og der forsøgte han dem.

Og han sagde: Om du flitteligen hører Herrens din Guds Røst, og gjør det, som ret er for hans Øine, og vender (dine) Øren til hans Bud, og holder alle hans Skikke, da vil jeg ingen af de Sygdomme lægge paa dig, som jeg lagde paa Ægypterne, thi jeg er Herren, som læger dig.

Og de kom til Elim, og der vare tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer; og der leirede de sig ved Vandet.